144 ikke skammet sig over sin egen Skjændsel,--------og her sat agtværdige mennesker og glédde sig med ham over den! Hun syntes hun fik aandenød og reiste sig. — Uten at sanse sig, sa hun: «Der vi kom fra har det da altid været set paa som en forfærdelig synd at ødelægge andres bumerker, — naa hører jeg at folk glér sig over slikt 6g!» De andre blev tause efter hendes utbrud, undtagen han Per Hansa. Han tok overgivent efter hende og lo. — «Snak ikke om det her, du Beret! — Ondt skal med ondt fordrives — det er grei skuring!» «Det kan jeg nok forstaa, skjønt det blir daarlig kristendom at leve efter.--------Du var vel alt andet end sikker paa hvordan det forholdt sig den kveld du stod borte ved huggestabben og spikket op mer- kene,--------jeg mener vi faar passe os, at vi ikke blir dyr alle sammen herute.»------------- Han Per Hansa lo, unødig overgivent, stanset i latteren og sa: «Før vi vet av det, blir det vel prædikant av dig, kjærring, — ja det skal du akkurat se!» Dette svarte hun ikke paa, men gik ut; det var mørkt, og hun visste ikke hvor hun skulde ta veien. Borte paa tunet stod plogen, hun hadde saa nær snublet over den og satte sig paa plogaasen. — Men som hun sat der, dulmet oprøret av, og dyp tristhet kom igjen; der blev hun sittende til længe efterat de andre var gaat; — han kom ikke ut og saa efter hende. Da hun gik ind, hadde han lagt sig; om han sov, kunde hun ikke si, men hun snakket ikke til ham, — guttene var ogsaa i seng. --------De følgende dage faldt ordene langt andet end let mellem han Per Hansa og konen.