FORAN DET STORE ØDE i. Først i oktober indtraf en stor begivenhet for nybyggerne vestved Spring Creek. Det var den største hændelsen det aar, og den visste at vælge tiden. Det var straks over middag. Om morgenen var han Per Hansa, han Hans Olsa og han Henry Soluni kjørt i vedskog øst til Sioux River. Tønset'n var saa plaget av gigten at han ikke orket at være med; forresten hadde han nok ved hjemme til utover jul, og det var vel lettere at kjøre efterat vinterføret kom. Han skulde faat sig nogen trær hjem og sat i jora, men det var sent paa høsten nu, saa det var slet ikke sagt de vokste, og han lot det være. Ho Beret sat borte ved vinduet hjemime og strikket paa noget rundt som var saa bedrøvelig lite at han Store-Hans hadde spurt, om det var en ny tomme til storvotten hans far? — Moren smilte saa rart til spørsmaalet og sa at kanske var det det. ■-------------------- Ho Beret var blit alvorligere efterat det begyndte at høstne, mer faamælt og indesluttet; hun bar paa et tungsind hun prøvde at skjule for manden saa godt hun kunde. — Nu gik bindingssstikkene, jevnt og med en viss takt; men sindet var ikke med i arbeidet. Hun kastet saavidt øineme paa bindingen hvergang hun var færdig med en stikke; blikket f6r utendørs, flakket att og fram over den del av Vidden det raadde over. Ansigtet hadde det trætte, opgitte uttryk det nu altid fik naar hun var alene. Over det laa der en sørgmo-dighet saa sterk at hele skikkelsen fik noget aander agtig over sig.---------------------------Omfar føide sig til omfar paa bindingen.--------Blikket vandret.