199 hadde lagt merke til før. Smaating bare; men der var saa meget, — snart det ene, og snart det andre. Nu han sat der og slet intet kunde finde paa at gjøre, tok tankene det han saa og la sammen, la langsomt og forsigtig sammen. Og mindre og mindre likte han summen.----------------------Han søkte at slaa det bort, kaste det fra sig. Og det lykkedes ham — i førstningen.-----------------Herregud — ikke andet end Smaating, som let kunde hænde i slike omstæn-digheter! — Aanei, der var ingen fare med ho Beret, at ikke hun greide sin tørn!--------Det rettet sig nok naar tia kom;-----------------for det var jo bare naturens lov, det her, med mennesket. — Det var vel ikke andet end at hun gruet sig, stakkar?--------— Men de kom igjen, disse Smaating; og der var saa mange av dem. Han Per Hansa kunde ikke ræsonnere det fra sig — der var saa mange ting. --------Hun var visst adskillig magrere i ansigtet denne gang, — eller saa han feil mon? — Hun saa slet ikke godt ut, — nei----------------------.------------ Hvorfor aat hun ikke mer? Du store verden, hun gik da vel ikke her og sparte paa maten? Og de som hadde mat liggende i haugevis! — — — Her var fisk, og her var kjøt, og ikke saa litet mel heiler. Hun skulde værsgo forsyne sig, det skulde Beret-guldet hans, ellers blev det en anden dans! — — En dag de sat ved bordet og fik sig mat, sa han til hende, at hun maatte ikke sitte her og være frem-medfolk i sit eget hus. — Han blev grov og myndig i røsten: Nu skulde hun værsgod forsyne sig som et voksent menneske! — «Ta naa til dig da, kjærring!* Og saa tok han nedi fatet og la et stort stykke fisk paa tallerkenen til hende. — Hun pirket borti det og lot det ligge. — <Det falder tungt at tvinge ned hver tuggen,» sa hun. — «Men du kan da skjønne du maa ha mat, -------------baade for dig selv og —.»