204 — I det syke graat det; graat uten haab. — Dette var ikke liv, men evigheten selv. — Han Per Hansa sat der i gammen sin, aat av maten, saug paa pipen, saa ræd paa konen, og visste ikke sin arme raad. — Hvor skulde han vel hen? Det gik vel ikke an at gi sig til at gaa gaardimellem, al den stund det stod saa skralt til hjemme.--------— Aanei san: han fik nok sitte!--------— — Men ilter- heten steg hos ham; det faldt ham vanskeligere at holde nævene stille. Der kunde overfalde ham slik lyst til at ta ho Beret, den velsignede Bereta hans, og sætte hende paa fanget som et uartig barn — akkurat slik ja! — og ræsonnere med hende; snakke fornuft i hende. — —------------For dette var nu ikke realt handlet av hende da! — Visst var det tungt for hende nu, men det blev da en overgang med det. — Og se det var da noget at stri med, noget et voksent menneske kunde vedkjende sig! Dertil hadde hun al sin vanlige syssel at skjøtte.---------------------Men han! — Ja her sat han og bare saa paa! -------Nei, det var vel galt, dette og. Han blev bare saa lutende lei av at sitte her og vente! Bart at det drog saa længe ut? — Det skulde vel næsten være tiden nu?---------------------------Nu om dagene tænkte han ofte paa navnet. Og det var han bestemt paa straks, at blev det jente, skulde det være Beret, -— den sak var avgjort! — Men kom hun med en gut til ham, da visste han ikke akkurat? — Han sat der og prøvde to navn, men — •— naaja, han fik nu se da.----------------------------Bare hun saa sandt vilde komme med barnet, skulde nok han greie navnet! — — Han kjendte sig ussel og klein der han gik og drog sig omkring gammen. — ■------------•—■ Kunde han endda faa gjort sig en snartur østover til Sioux Biver, det kom over ham som en forlokkende tanke, — til trønderne! — Denne kulden var da ikke noe. Veien var lang, det var den, men han skulde nok