205 greie den. — Hadde han ikke seilt en liten halvfemte-rømmingsbaat syd fra Helgeland og helt til Vest-Lofoten midt paa svarte vinteren! — Dette her blev som ingenting at regne mot det. — — — — Det skulde rigtig være trøisamt at fiske med garn gjennem isen! — Og hos trønderne, som var gamle i landet, gik det an at faa oplysning om mange ting. — Det var merkelig, det de fortalte ham sidst, om indianerne nordved Flandreau og skindhandelen deres. Naar han kom til at tænke paa det, var det vanskelig at faa det fra sig. Men det var nytteløst altsammen. Her gik ho Beret, stakkar og stullet med sit, og han maatte ikke tænke paa andet end hende. Og han Per Hansa tænkte paa hende. — Han hadde lagt merke til, at hun var ømtaalig mot kulden; hun klaget sig aldrig, men han saa det. Han begyndte selv at passe ovnen, og holdt den rød det meste av dagen. Allikevel vandt den ikke at varme op stuen naar kulden stod paa som værst. — Jordgulvet var bestandig koldt, og ho Beret var svært kuld-skjær paa føttene. En dag fandt han Per Hansa paa noget som var ham til stor glæde og adspredelse. Mens han og guttene drev med veden, hadde han plukket ut de største og reneste stokendene, hadde teljet dem firkantet og sat dem bak ovnen til tørring; han mente at lage etkvart av dem ivinter. — Nu tok han den bedste stokenden han kunde finde og arbeidet et par træklumper til ho Beret, — han visste hvor gode og varme de var mens de var nye.-------Han stod længe i beit for overlær. Men saa skar han resolut et hjørne av skindfælden, klippet ulden snaut av og laget over-lær av det. Han fik det pent og godt til altsammen, og var ikke lite stolt. — — — Da han var færdig, bar han dem til ho Beret og satte dem paa føttene. træklumper — etslags nordlandske træsko.