223 var vel av et andet slag! ■--------------------------Ho Beret var blit svært glad i ponyen. — Og naar hun ikke hørte dyrene, hadde hun andre ting at tænke paa. — Mens hun var smaa-jente og mormoren endnu levde, hadde hun sovet hos hende. — Det var en snild kone, godlynt og glad, endda saa gammel hun var. — Før mormoren sov-net, brukte hun hver kveld at ligge og læse smaa hjertesuk. Ho Beret kunde ikke huske dem alle, men hun lappet sammen og satte ind, gjentok og gjentok. Hun kunde bli ved lange stunder ad gangen, og det hændte hun sat op i sengen mens hun læste —: «Din tunge vrede afvende fra mig som bær synderne mange; din liflige naade mig tilkjende, kjære Gud Fader, uten endel* «Mine synder, de ere mangfoldige som sol i strime, som sand ved havsens strande — du alene formaar dem alle at gjemme! Vil du dem opregne, maa jeg segne;» <Se i naade til min vaade Christum milde! Syndesaaret brænder læg med dine kjære hænder saarets fæle vunde!» <Verdens ørk er tung at træde for en synd-betynget fod; naar jeg mindes alt jeg syndet,