224 gik paa trods mot dine bud, maa jeg sørge tidt og spørge: — Kan du mig og være god!» «Christum søde, bær min brøde, kast den av i naadens hav! Jesum snilde, Frelser milde, livet dit for mig du gav!» XI. Dagen før juleaften snedde det. Næste formiddag ogsaa. Stille veir og tørsne. — ■— — — — Mørkt var det ute, og ikke stort lysere i gammene. Folk sat og sturet i uhyggen. --------Det stod ikke rart til hos han Per Hansa nu, alle visste det, og var ræd baade for ham og ho Beret.------------Her var det ingen som kunde hjælpe; — man fik bare vente og se; for snart maatte det bli en forandring! — «Kjære folk,» sa Tønset'n og prøvde at trøste saa godt han kunde: «Ho Beret kan da ikke finde paa at bli gaaende slik evindelig! — Naa trur jeg du maa se bortover som snarest, Kjersti!»-------------— Begge nabokonene skiftedes om at være der en stund hver dag. De saa, at han Per Hansa trængte ans næsten mer end ho Beret; hende kunde de være til saa liten hjælp, men han og barna gik det an at gjøre noget for. Og nu var det straks jul, og nu skulde folk ha det hyggelig i stuene! En maatte synes synd i han Per Hansa. Han gik der som en lurvet, herreløs hund, — brændende i øinene, jaget og ræd. — Barna sendte han nu til han Hans Olsa en stund hver dag; blev de længere