227 voldsomt. — — Han tok godt om hende, fanget hende varlig op og bar hende tilsengs; der la han hende ned og vilde trække klærne over hende.-------- Men hun holdt; — hans kjærtegn ænste hun ikke. Da han var kommet sig løs, snakket hun til ham, avbrutt, mellem støn —: — — «Inat farer jeg fra dig — — — kan du tænke dig, — jeg maa forlate dig.-------------Jo, jeg vet det er slut naa! Vorherre har fundet mig for min synds skyld.-----------------«At falde i den levende Guds hænder,* staar der!---------------------------Aa — det er forfærdelig! — — — — Jeg skjønner ikke hvordan du skal greie dig naar du blir alene, endda jeg har vel været bare til byrde for dig i det sidste. — — — — — — And-Ongen faar du vel la ho Kjersti faa,---------------------------hun vil gjerne ha et barn, og ho er snild.-----------------------------------Og saa faar du bare ta guttene med dig og drage.---------------- Det blir rart, kan du tro, for mig, for mig, — at liggs her alene!* Der kom taarer fram, men hun graat ikke, snakket sterkt og fattet mellem ynkene —: — «Men naa maa du love mig én ting: Jeg maa faa ligge i Storkista! — Jeg har tømt den og laget den til. — Du maa lægge mig i Storkista!------------— Og saa maa du endelig gi dig tid, og grave hullet dypt!--------— Du har ikke hørt hvor fælt ulven tuter om natten, — du skal gi dig tid og grave dypt ned, hører du!» Bønnen til konen drog isnende kold gjennem han Per Hansa, han kastet sig paa knæ foran sengen, tørket med skjælvende baand kaldsvetten bort fra hendes ansigt. --------«Kjære velsignede Beret-guldet mit,» hørte han sine egne ord langt borte fra, og rædselen i dem. «Det gaar da over, kan du skjønne.--------Imaara er du saa fresk som en fugelonge!*