228 Angsten for bare værre med hende. — Hun sanset ikke ordene hans, snakket sterk fra det kiarsyi som omgav hende —: — «Jeg farer inat, og Storkista maa du ta!-------- Jeg hadde tænkt at be dig ikke fare herfra naar del vaares og la mig ligge her alene; men det er synd! — Jeg sier dig: du skal fare! — Far saasnart det blir vaar, — her kan ikke leve liv, — det blir dyr altsammen.» Smertesridene tok hende saa voldsomt at hun ikke kunde faa sagt mer. Men da hun saa ham reise sig, tvang hun sig, sat op i sengen. --------«Aa gaa ikke fra mig! — Nei gaa ikke fra mig, ser du ikke hvor jeg trænger dig?-------------Og naa skal jeg fare! — —--------------------Vær god med mig, — aa, vær god med mig engang til, Per HansaIs-Og hun lænte sig bort mot ham. --------— «Du maa reise til Norge, — — — ta barna med dig, saa de faar vokse op der,------------— snak med han far og ho mor, og be dem om forladels for mig!----------------Si til han far, at jeg ligger i Storkista hans!-----------------Kan du ikke være hos mig inat, — vær hos mig, og vær god med mig! — -----------------Aa, der kommer de efter mig!» Ho Beret gav et langt, dirrende skrik, som remjet i natten. Hun graat sterkt og bad for sig, at de ikke maatte ta hende fra han Per Hansa endda. Han Per Hansa var sprunget op, og nu fik han endelig maalet igjen: «Satan, naa skal du la hende være ifred!» ropte han, rev døren op og skrek paa dem som stod uten-for; — saa forsvandt han ute i mørket. Ingen tænkte paa at søke ro den natten. Om kvelden brandt der lys i fire gammer; siden sluktes det i to; men borte hos han Hans Olsa sat nu alle fire karene og græmmet sig over hvordan det stod til hos han Per Hansa. — Naar de ikke kunde orke