229 uvissheten længere, maatte nogen lye bortover efter tidende. — Tønset'n tilbød sig at gaa først. —------------- Da han kom tilbake, var han opskræmt, og der var ikke stor greie at faa av hvad han sa. Han slap ikke ind, kjærringene var galne, huset stod paa ende, ho Beret bar sig saa græsselig stygt, og han Per Hansa kunde han ikke finde nogensteds!----------------- — «Vi faar ut og lete efter ham, karer.----------------- --------Har du ikke en bok at læse av, Hans Olsa? — — —-------------Det her er rekti spøkelig!* — --------■— Saa blev de sittende og se hen for sig; hver tænkte sit; og saa blev det det samme: For naa ho Beret inat, blev det ikke greit at være Per Hansa, — nei det blev det ikke. Han kom vel ikke til at bie længer her da?------------------— Men naar han for, kunde de bare ta til at pakke sammen non hver! — — Han Sam var bortover, og han Henry; endelig maatte han Hans Olsa ivei; han hadde faat snakke et par ord med konen, som hadde sagt, at det her stod visst ikke ho Beret. — Men ingen hadde set han Per Hansa. — — «Kan du begripe kor manden har gjort av seg inatb sa Tønset'n, og gav ved det ord for den frygt de alle sat med.--------— •---------— «Herren bevare hans forstand, selv om han tar kaana!» Men han Per Hansa blev gaaende utenfor hytten hele natten, hørte han nogen komme, smatt han langt ind i mørket; — ikveld kunde'han ikke snakke med noget menneske. — Straks de var gaat sin vei, nærmet han sig gammen igjen, kredset rundt og rundt, stanset og lyttet. Han graat meget den natten, men visste det ikke selv.------------------Hver gang et skrik skar sig vei gjennem gammevæggen, pisket det ham avsted; straks det stilnet, droges han tilbake. — Av og til maatte han hen til døren og aapne