235 i færd og følge end du, det skal han faa se sig om efter!-------------Og han maa vel ta det og i betragtning, vet jeg!* Han Hans Olsa stod der ræd. — «Du faar be han Syvert.* Da blev Tønset'n pludselig harm: — «Staa ikke der og snak tull!--------■—• Det vet vi jo alle, at skal non av os ta den jobben paa sig, faar det bli du, Hans Olsa.-----------------— Du maa bare gaa straks,-------- det her er ikke noe at spøke med — skal jeg si dere!» Han Hans Olsa saa ret fremfor sig; hans hjælpes-løshet var saa stor at han blev morsom at se paa; men ingen lo.--------— «Blir det bare ikke gudsbespottelse!*-------------Men saa fik han stortrøien paa og tok vottene. — Han snudde sig mot Tønset'n: — — «Der staar: «i nødstilfælde*? — Er det ikke saa?» «Jo, det staar det! — — — Alt det andre du træng, staar der ogsaa!* De to mænd gik tause i den frosttunge morgen, — han Per Hansa foran. Midtveis stanset han og snakket til naboen —: -------------«Hadde det været jente, ser du, skulde ho hett Beret, — det har jeg længe været bestemt paa.-----------------Men naar det naa blev gut likevel, faar han vel hete Per, — ja du maa naturligvis si Peder, kan du skjønne!------------------— — Jeg har tænkt meget paa Josef, — han var visst en snild glunt, — men han farfar var en stø og bra kar baade paa land og vand; han het Per, og Per faar det bli her og. Men* — han Per Hansa blev staaende, og betænke sig; saa saa han paa naboen, og det begyndte at glimte i øinene paa ham igjen, — «glun-ten maa ha sig et navn til; og naa skal du akkurat døpe ham: Peder Seier! —-------------Det sidste er efter ho Sørrina di. — Ho har i denne nat gjort mig en velgjerning som jeg aldrig kan betale, saa han kan gjerne faa navn efter hende.* 16 — Relvaag.