Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 43. 31 maj 1899 - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1DUN 1899. — 2 —
JA, KOM TIL NORGE!*
I
DE LYSE JUNIDAGE, da er det tiden at
se vore norske dale. Yed Jonsoktid, St.
Hans tid, när skogen står i fuldendt herlighed.
Når de står der, alle de gamle kjendinger fra
i fjor og så langt en kan huske tilbage, så
lig sig, og dog for hvert år læggende ny rig-
dom, ny charme til al sin medfödte deilighed.
Og nye venner kommer til: nnge, ranke
skud af skogens gamle odelsætter enes om at
fylde rækkerne i lien, hvor det trænges, ung-
domsfylking efter ungdomsfylking, så langt dit
öie når, og se — fra birkenes, de rene, hvides
stammer træder ord som disse med livets fri-
ske pust imod dig, salmistens ord: »I heilig
prydelse kommer din ungdom til dig, som dug
af morgenrödens skjöd». — Birken, den bær
prisen mellem skogens trær, men ikke blot den
unge, nei endnu mer den gamle, den gamle
hængebirken. Hvad gjör det vel om stammens
hud er bleven rynket og viser skramme ind-
ved skramme, når krönens skjönhed stadig
öges, kronen stadig vakser höiere mod himlen,
mens den böier hver en gren i ydmyghed mod
jorden?
Höit op i åsen og over milelange moer har
gran og furru pyntet sig som bedst med skin-
nende og friske skud, de tænder lys på gren
til sommersolhvervsfesten, mens lind og lön
har havt det travelt med at tække sine store
grönne tag til ly og skjærm for både folk og
fugl. —- Og mellem alt det grönne har asken
gjort effekt med sine brune vifter, der hvæl-
ver sig som baldakiner over rosenbuskene ved
gjærdet, de vilde rosenbusker, hvor alle de små
yndige prinsesser for en dag, de hvide og de
röde torneroser, har sat sig hen i höienloft og
lytter til den gamle sommersaga, aspens sus
fortæller.
Ja, i de lyse junidage, ved Jonsoktid, da vil
du synes om, min svenske söster, at færdes i
de norske dale, da feirer vi jo fest, lövsaler-
nes den store höitid her i norden.
Og endnu synger fuglene, måltrost og sisik
og de andre dygtige små virtuoser, men skynd
dig, skynd dig, længe vil det ikke vare, så
tystner sangen, tystner for de mange livets
krav, som ikke engang skåner liden sangfugls
vingede tilværelse.
I de lyse junidage, ved Jonsoktid, da böiger
der imod dig et hav af blomster, her i vore
dale, en lovsang fuldt så skjön som den fra
fuglens strube, en sang i skjære farvetoner fra
millioner skogbundsstjerner og engenes de
mange, mange tusind munde, en tak og pris
til Gud, al skabnings herre, for den vidunder-
lige lysets hilsen, som han sender til sin blom-
sterverden. Men skynd dig, skynd dig, længe
vil det ikke vare, så tystner blomstens lovsang
for Ijåens kalde stål, og midt i sommerjublen
böier den sit hoved — og blomsten dör —
forsandt »en död i skjönhed».
I de lyse junidage, ved Jonsoktid, da bru-
ser elvene som aldrig ellers, da kan de stun-
dom gå en vild bersærkergang udover dalen,
— men stundom kan du også se den komme
mod dig, elven, stor og stille gjennem mörke
skoge, dybt derinde fra de steder, som du ikke
kjender, men et du kjender: den er en magt,
der ta’r dig fangen, som begavelsen, den store
* Från en norsk läsarinna ha vi — närmast med
anledning af en i Idun nyligen förekommande upp-
sats om fotvandringar i Norge — mottagit följande
varmhjärtade »välkomsthälsning till de svenska
kvinnor, som möjligen vilja gästa Norge på en fot-
tur i sommar». Det är oss ett nöje att lämna plats
för »vår norska systers» högstämda rader, och vi till-
låta oss att meddela dem på originalspråket, då de
endast skulle förlora på att öfversättas.
af Guds nåde gjör det, når deu, endnu ube-
vidst om egen styrke, skyder frem af folkedybet.
Og fra de stille skoge kan du se, hvor el-
ven styrter ud i livet, som vel kan stægge den
i trange klöfter, med slid og slæb om kværne-
sten og i så mangslags yrke, men slide adels-
mærket af den får det aldrig gjort, og aldrig
lægge den i lænker, nei, elven bryder alle
bånd, vil længer frem, mod stupet vil den,
vise verden vil den sit kjæmpesprang mod
dybet.
Så kan det hænde dig på vandringen i da-
len, du hörer fosseduren. Den lokker dig fra
alfarveien gjennem dugvåd lyng og skogholt,
over nedfaldskvist og stammer, over stub og
sten, helt ud på brinken, hvor træerne står
svaiende i fossegussen; og der, i det du sky-
ver grenene tilside og böier dig udover dybet,
der mödes du af elvens kjæmpesprang i for-
sens vilde kast.
Kanhænde at du viger angst tilbage for
sligt stævne, ansigt til ansigt med urkrafts-
majestæten.
Ja, vogt dig, vogt dig; nökken, ved du jo,
fra gammel tid har hjemme i fossens bru-
sende væld. Han eier magt at drage dig påny
mod stupets rand, han eier magt at hilde sind
og sans, og — »Livet ströymer på deg, so
du knapt kan anda.»
Men over stupet, der lokker andre syner dig
og vinker dig mod höiden:
Kom upp, kom upp, frå den tronge dal,
upp å fjellet,
her bles ein blåster so frisk og sval
upp å fjellet.
Og lidi skin utaf blomar full,
og soli drys alt sit fagre gull
upp å fjellet.
Skulde end sneen ved Jonsoktid sperre de
höieste fjeldovergangene, så har vi nok af lavere
fjeldtrakter, som ikke savner höifjeldets beta-
gende eiendommelighed, hvor hundrede af
blanke fjeldvands-öine blinker, hvor bækkenes
glitrende åre-net er spændt ud over hei og
myr. Som fuglen fri kan dit öie flyve, snart
over nut og tind, som
»sitja der med skoddehatten på
og kvita render uti kåpa blå . ..»
og snart udover skogs-toppene, ned i dalens
trange revne — —
Jeg læste nylig her i »Iduns» spalter: »Nogle
vink angående fodturer, og da i særdeleshed
fodturer i Norge.» Det glædede mit hjerte
at vide svenske söstre læggende planer for en
sommerfærd til vores land. Ja kom, og kom
ret mange, lær vort land at kjende, og enda
mere folket herl
Vi kan nok vende ud de skarpe kanter
mangen gang og være »strie» af os, vi nord-
mænd her i Norge. Med fjeldnaturen vor
og elvene, som fosser gjennem vore dalströg,
kan vi ikke godt fornægte slægtskab. — For
den, som vil se dybere i sagen, er dog hjerte-
laget snart at finde.
For den, som vil se bort fra alt det tvistens
stöv, som nu om dagen hvirvles höit i veiret
af de mange penneryttere på politikkens lande-
vei, vil vandre ud og ind imellem os og kige
ind i vore hjem, for den vil vennesind og
sympatiens ånd ei være vanskelig at finde.
Ja, kom, I svenske söstre, kom mange hit
til Norge! Lad vore kvindehænder knytte
bånd imellem landende og vore kvindehjærter
enda mer. Vi er en magt, vi kvinder, men
mest i bönnen, i det stille. Og nu i broder-
folkenes de vanskelige tider må det ei råbes
ud forgjæves dette spörgsmål:
»Ou est la femme»?
Elisà. Kielland.
VID DEN HUSLIGA HÄRDEN. FÖR
IDUN AF SNORRE.
D
ET ÄR ledsamhet och gråt
Och små husliga stormar,
Och herrn går och gormar,
Att pengar ha’ gått åt.
Det är torgdag
Och sorgdag,
Så ni kan nog förstå’!
Ej kassan vill förslå,
Och snart är han utan.
Och ändå är valutan
Ej mera än som så — — —
Med gesten
Sägs resten,
Att frun må klart förstå.
Så dra’r han fram sin mor
Ur »minnenas tempel»
Till nyttigt exempel
För frun, som han tror.
Det är roligt
Och troligt,
Att nyttan ju är stor.
Hur hon lick räkna ut;
Nu kommer en historia,
Och prydd med en gloria
Försvinner hon till slut.
Så slöt han,
Sig snöt han — — —
En saknadens tribut!
Men är ej förr man glad,
Så nog kan man väl veta,
Att intet kan så reta
Som slik en bravad.
Frun gråter,
Att åter
Se svärmor på parad.
»Men intet sparar dw,»
Det kom i hastig vän’ning,
»Blott om min usla pänning
Det så skall bråkas nu.»
Herrn vände
Och spände
Mildt blicken i sin fru.
»Tänk sist på spelparti’t —»
Hon börjar. Genast färdigt
Kom svaret, stolt och värdigt:
»Det där hör inte hit!
Ej rör du,
Det hör du,
Hvad som är mitt gebiet!»
»Och dina »glada dar»
Med vänner på hotellet
Från kvälln till »hanegället»,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
