Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Du, som dit Fødelands Pris tidt kvad med Norriges Tunger,
som tidt med Lyren i Haand tvang Gjenlyd af skaldede Fjelde,
Muse! nedstig fra iskronte Olymp til Dannemarks Sletter,
ombyt dit Sprog og forvexle din Lur med den komiske Harpe.
Den afvisende Kritik, der med Føje blev dette uheldige
Arbejde til Del, fremkaldte den Erklæring af Storm i
Indledningen til hans kort efter udgivne Digtsamling,
at hans Musa »ikke havde lært sig synge uden ved
et susende Vandfald eller ved en ensom, med Gran
begroet norsk Klippe«. Han føler og vedkjender sig
her sin norske Nationalitet som sin rette Naturbund;
ikke desto mindre drages han bestandig bort fra den
af Lyst til at synge om Tidens almindelige Emner
i dens almindelige Tone eller af brændende Attraa
efter at hæve sig op til den beundrede Ewalds
høje Begejstringssfære. Saaledes har han baade
i et regelret didaktisk Digt, delt i fire Sange,
og i en Ode - begge lige utaalelig kjedelige -
besunget et af Tidsalderens abstrakte Yndlingsthemaer:
Indfødsretten. I »En Sang om Jøndalen« vil han overlade
sig til en yppig Indbildningskrafts digteriske
Fantasier, men Udfaldet bliver en snurrig Blanding
af Snusfornuftighed og poetisk Flitterstads. Først
beskrives Jøndalen (i Forfatterens Fødeegn) paa den
sædvanlige »malende« Maade; i Dalen er en Hule, som
beboes af Nymfen Jøna, der sammenlignes med Thetis
og skildres i Træk, hentede fra den almindelige
ballet-mythologiske Garderobe:
Et blegrødt Taft fra Skuldre flagred ned
til Saalen, som var med Guldlidser bundet;
om trinde velskabt Bæltested
et søgrønt Baand vellystigen var vundet.
I kruset Lok balsamisk Rose skimred,
paa Alabasterarm Smaragd og Onyx glimred.
En Strengeleg hun bar i venstre Haand
af finest Gran og Filsben udarbejdet:
hun rørte den, og al min Aand
hensmelted ved hvert Slag, som himmelsk Røst gelejded.
Kom, Klippers Skjald! kom, sang hun, føl den Ære,
at Jøna byder Dig en Yndlings Navn at bære.
Hun fører Digteren ind i den med overdaadig
Anvendelse af Pragtord skildrede Hule, som viser
sig at være et Slags Pantheon for norske Skribenter,
thi »Jøna Normænds Mod og Sange her belønner« ved at
oprejse dem Mindesmærker efter deres Død; her hænger
Holbergs Strengeleg og Tullins Laurbærkrands, og
den litteraturkyndige Nymfe forherliger i veltalende
Blomstersprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
