Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stenersen, Suhm, »vor Ven, skjøndt ædel rundet op ved
danske Strande«, og de andre Skjalde:
Høj Hvælving her bestandig Gjenlyd skal
af stolten Sang om Norges Odel give.
Det skjønne Foraar, Sarpens Fald
og Hornels fæle Pragt skal evig huskte blive,
Melpomene skal Nymfen Haanden byde,
Rheteas Taarer skal paa Jønas Kinder flyde.
Langt heldigere end i denne og lignende
fordringsfulde Kompositioner - hvortil ogsaa
maa henregnes »Ewald eller den gode Digter«, hvis
Begejstringsvarme forflygtiges i tom Talepragt - er
Storm i adskillige af sine mindre Poesier, først og
fremmest i Romancen »Zinklars Vise«, der med uventet
Fynd gjenføder Folkevisetonen; den blev skreven i
litterairt-filantropisk Øjemed paa Bestilling af
Efterslægtsselskabet, der vilde fortrænge de gængse
usædelige Gadeviser ved at give Almuen god folkelig
Poesi ihænde. Fremdeles den meget sungne Vise om
Thorvald Vidførle: »Svend Tveskjæg havde sig en Mand,
som Thorvald hed«, Klubsangen om Stærkodder: »Arrig
slog Stærkodder Rynker paa Næsen« og Drikkevisen »Min
Doktor er en ærlig Mand«. Som Psalmedigter er Storm
repræsenteret ved Nr. 127 og 518 i vor nu brugelige
Psalmebog; til den »evangelisk-kristelige« havde
han som Medarbejder ydet et større Kontingent. Selv
udgav han 1785 sine »Samlede Digte«; en ny Samling
besørgedes 1832 af A.E. BOYE, og 1871 kom et Udvalg
ved H.P. HOLST. 1886 udkom »Efterslægtsselskabet og
Edv. Storm« af F. NYGAARD.
De norske Digtere, vi endnu have at omtale, føre
os ud over det Norske Selskabs Tid og have et
svagere Præg af dets Paavirkning. Især gjælder dette
da om Elegikeren JONAS REIN (1760-1821), »den sande
Sorgs ulignelige Sanger«, som ZETLITZ kaldte ham, »de
hulde Følelsers Sanger«, som RAHBEK døbte ham. Disse
to Digtere omgikkes Rein jevnligst under sit Ophold
i Kjøbenhavn, og han var i deres Selskab med til
at forfatte de Epigrammer over Baggesens »Holger
Danske«, som indlede Holgerfejden. Ellers var det,
som antydet, mest elegiske Stemninger, af hvilke hans
Digtning voxede frem. Til Emne for sin første Digtning
valgte han Axels og Valborgs ulykkelige Kjærlighed,
fremstillende deres Skjæbne i det mislykkede Sørgespil
»Hagen og Axel«. Større Held fulgte hans lyriske
Arbejder, hvis Klager over Tilværelsens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
