Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Den, der har kæmpet et helt Manddomsliv og nu
maa se sig Frugten berøvet. Hvor dybsindig Baggesen
end har benyttet Aladdins-Digtningen i sit Rimbrevs
Tjeneste, forfejler han ikke destomindre sin Virkning
ved stadig at betone sin Stræben, sin Flid, ja sin
Sved og med Forkjærlighed at fremstille Oehlenschläger
som den blot heldige, men ellers baade uvidende og
om sin egen Lykke drengeagtig ubekymrede Parvenu,
der kunde trænge til hans Raad og Vejledning. Han
maa jo dog tilsidst indrømme, at det ifølge hele den
Eventyr-Tanke, han har benyttet, ikke er »Sveden«,
men Poesiens Naadevalg, det kommer an paa, og at
Den, som ejede Lampen, ogsaa forstod at gnide den;
han maatte vedgaa, at »Vaulundurs« og »Hakon Jarls«
Forfatter ikke længer var den umodne Dreng, men en
mandvoxen Yngling (»Vaulundur« var forøvrigt skrevet
før »Aladdin«). Og naar han tilsidst foreslog et
Forbund mellem Aladdin og Noureddin, da gik han
udenfor det valgte Billede; thi dette kjender kun
uforsonlig Adskillelse mellem disse to som mellem det
Godes og det Ondes Verden. Saaledes forstod ialfald
Oehlenschläger det, men maatte senere lade sig belære
om, at han havde mistydet dette Billede »paa Kald og
Pligt, paa Genius og Flid, paa Vaar og Høst, Natur
og Kunst«.
Som det var at forudse, tog Oehlenschläger kun med
en vis Kølighed mod den fremrakte Haand. Hans Svar er
værdigt og vidner ved sit hele Tankeindhold om, at han
forlængst har rystet Barnet af Ærmet og - som Aladdin
efter Lampens Gjenerobring - faaet fuld Klarhed over
sit Eje, dets Værd og dets Benyttelse. Baggesens lette
Rimbrevform indlod Oehlenschläger sig klogelig ikke
paa at efterligne; i vægtige Trimetre giver han sit
vægtige Svar, som hviler paa en sikker Erkjendelse af
egen Ejendommelighed, medens Baggesens Allianceforslag
vel - i Betragtning af Personligheden og Forholdene
- uden Uret imod ham kan betragtes som et af de
mange øjeblikkeligt opluende Blus, af hvilke hans
Digterliv bestaaer. Oehlenschläger imødegaaer som
en Ensidighed den Bebrejdelse af Baggesen, at han
ikke længe har fundet ham »paa den af Grækenland og
Evigheden erkjendte Kunstens rette Vej«. Den, der
forlanger, »at al Bevægen sig kun ytre skal i den af
ham bestandig foretrukne Takt« - sigter Digteren -
han glemmer, uviis, denne Takt er højest selv
eet Slag kun i den store Rhythmus-Harmoni,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
