Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ingemann (S. 98-104) udsendte i 1814 sit af Grundtvig
for dets Dybsind saa højlig beundrede romantiske Epos
»De sorte Riddere«, i hvilket Digterens allegoriserende
Tendens aabenbarer sig Trin for Trin i den systematiske
Tankebygning, han vil afsløre for Læseren bag den
vidtløftige Eventyrhandling. Digtet afbilder - har dets
Forfatter senere selv udtalt — den Ingemannske
Verdensanskuelse »i en Række af symbolisk fantastiske
Tankebilleder«, som »mere ligne Skyggerne fra en
Lanterna magica end Naturens og Menneskelivets
Spejlbilleder i den objektive Digtnings Kilde«. Hvad den omtalte
»Verdensanskuelse« angaaer, kan det bemærkes, at
den ikke savner Træk af Tilslutning til den politiske
Reaktion og Modstand mod den Schellingske Filosofi, paa
hvilke Punkter Digteren mødtes med sin Ven og Beskytter
Grundtvig.
Sin dramatiske Digtning fortsatte Ingemann med »Masaniello«,
der opførtes 1815, og Tragedien »Blanca«, som gik over
Scenen 1816 og drev det til ni for et taaredryppende
Publikum givne Opførelser, der satte Oehlenschlägers
samtidige »Hagbarth og Signe« helt i Skygge, og hvis
formelig masseagtig sammenhobede Sentimentalitet yderligere
forøgede den kvindelig-bløde Digters Gunst hos Dameverdenen.
Men ikke nok hermed - endog en til sine Tider saa kritisk-
skeptisk Natur som Baggesen hyldede denne Ingemanns
dramatiske Digtning, om det end er rimeligt, at Hensigten
med de to »Ingemann og Oehlenschläger« overskrevne Strofer
i »Danfana« nærmest er at drille Sidstnævnte ved
Fremhævelsen af Førstnævnte paa hans Bekostning:
Hin Schiller, denne Goethe paa vor Scene,
den Første hvid som Sne, den Anden luerød —
til hvem mon nu vil række Melpomene
den Haand, hun Danmarks Klopstock, Ewald, bød?
Hun uden Tvivl vil Ingemann den skjænke,
før Oehlenschläger selv at vide faaer,
hvad hun betroede Publikum iaar
og mig ifjor: at hun er alt hans Enke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
