Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og HEIBERG hilste i Digtet »Den yngre Digterskole«
Oehlenschläger som den Poesiens Adam, fra hvem hele
det efterfølgende Digterkuld nedstammede:
Thi som vort Lands Natur sin Tolk
har i sin Adam fundet,
har og Naturen i dets Folk
ved ham Bevidsthed vundet.
Den danske Kraft og Kjærlighed
stod frem i lyse Minder;
til Kilden han har ført os ned,
hvorfra vort Livs væld rinder.
Og derved har han faaet den Magt,
at hvor en Harpe klinger,
er i dens Tone Noget lagt,
som ham en Gjenlyd bringer.
En Stammefader, end i Kraft,
for ham vi tømme Glasset,
vi hilse ved dets ædle Saft
vor Adam paa Parnasset.
OEHLENSCHLÄGER henpegede i sit Takkedigt paa et
Folketræk, der i sin fulde Sundhed træder frem i
hans egen Personlighed og Digtning. Efter at have
mindet om, at han, om Naturens Orden saa vilde det,
fra sit Fødehus endnu havde »en smuk Allee« at gjennem
vandre, inden han naaede Kirkegaarden, vendte han sig
til Øjeblikkets Festglæde i følgende Slutningsstrofen
Og nu til Fryd! - Europa sande maa:
i Danmark flammer ogsaa Livets Lue;
men hvad især den Danske har som Faa,
er Munterhed, som ingen Farer kue.
Mens Skyerne ved Horizonten staa,
han fejrer Digterfest i glade Stue;
han plejer Blomsten i sin lille Have -
og dem skal ingen Syndflod os begrave!
Den danske Munterhed er Uskylds Værk,
og den vil sikkert ogsaa skille Trætten;
den danske Landsoldat er god og stærk,
med Munterhed han brugte Bajonetten!
Med Munterhed skal Videnskab og Kunst
og Borgerdaad forjage skumle Dunst;
med skumle Dunst forsvinde vore Sorger -
Gud signe Danmark! Konge! Kunstner! Borger !
Kortere end Digteren havde tænkt sig det, da han som
en karsk Gubbe fejrede denne sin Aarsfest, blev den
forestaaende Vandring gjennem »den smukke Allee« til
Kirkegaarden. Mod Slutningen af Aaret tog hans Helbred
mere og mere af. Om Aftenen den 20. Januar 1850 følte
han med fuld Bevidsthed Dødens Komme; han paalagde sin
ældste Søn at slutte de næsten fuldendte »Erindringer«,
bestemte, at »Sokrates« skulde opføres ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
