Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Viggo Stuckenberg - Johannes Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den psykologiske Analyse er saa subtil, at man
undertiden har ondt ved at forsone den med
Virkeligheden, medens man fængsles af mangen fin
Iagttagelse og af den omhyggelige Sprogkunst, hvori
den er gjengiven. Den mørke Stemning i de to
Fortællinger, som bære Fællestitlen »Valravn« (1896),
er en Gjenklang af Folkevisens Ord om Ravnen, der
flyver ved Aftentid: »den skal have den kranke Lykke,
den gode kan ikke faae«. Den ene fortæller i en lang
lyriskbevæget Monolog om et Ægteskabs Opløsning
formedelst Mangel paa fuld Forstaaelse, den anden
skildrer mere objektivt et Kjærlighedsforholds
Opstaaen og tragiske Udgang. Fortællingen »Sol«,
1897, er ved sin Stilfarve, sine Stemningsanalyser
og sin hele Ulegemlighed en af Stuckenbergs mest
ejendommelige Digtninger; nærmere paa Livet kommer
han den virkelige Verden i »Hjemfalden«, 1898,
og »Asmadæus«, 1899; Humoren i sidstnævnte Roman har
en Frodighed som ellers kun sjeldnere hos denne
Forfatter. - I dramatisk Form har han skrevet »Den
vilde Jæger«, 1894, et middelalderligt Motiv i
romantisk Behandling, og »Romerske Scener«, 1895,
antike Emner (Pontia og Tribunen Octavius Sagitta,
- Ælia og Kejser Caracalla), udformede i Prosadialog.
Stuckenbergs gode Ven fra de unge Digterdage, JOHANNES
JØRGENSEN, Søn af en Skibsfører i Svendborg, fødtes der
den 6. November 1866, kom sexten Aar gammel i en
kjøbenhavnsk Latinskole og syslede efter Artium og
anden Examen dels med filologiske Studier, dels med
Zoologi og Botanik, men kom snart ind i Journalistikens
og de litteraire Interessers Kreds. Kun enogtyve Aar
gammel debuterede han med en lille Samling »Vers«,
(1887), som især vakte Omtale og Munterhed ved de
forskruede Linier:
Paa Rygmarvens hvidgraa Stængel skjælver
min Hjerneblomsts tankefostrende Blade,
men som ved en nærmere Betragtning vandt Krav paa
en alvorligere Interesse formedelst den virkelige
Poesi, de gjemte: fine, tungsindige Naturstemninger,
vemodsfuld Længsel mod Skjønhed og Fred, stilfærdig
Resignation overfor Livets ustadige Omskiftelighed
eller dets trange Ensformighed - en enkelt Gang
afbrudt af en kjæk Pathos i stolte Rythmer som Digtet
»Faust til Foraaret«. En Række Fortællinger begyndte
1888 med »Foraarssagn«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
