Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernhard L. Paludan-Müller - Hans Lassen Martenssen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Svigersønnen A. Andersen, f. 1846, i sine fire
Skrifter om Evangeliernes Opfattelse af Herrens
Liv lagde stor Dygtighed og grundig Lærdom for
Dagen og ved sin Afhandling i »Theologisk
Tidsskrift« for 1885 »Kritiken og den
gammeltestamentlige Historie« godtgjorde, at
han var lige saa fortrolig med de
gammeltestamentlige som med de nytestamentlige
Undersøgelser.
Den betydeligste af alle de Mænd, som sluttede sig
til Mynster, var Hans Lassen Martensen; hans Livs
Udviklingsgang og hans Standpunkt vare ganske vist
for selvstændige til, at han egenlig kan henregnes
til Mynsters Disciple; men det blev dog ham, der
som Mynsters Efterfølger paa Sjællands Bispestol
kom til at fortsætte hans Gjerning.
Martensen, der med Rette er bleven kaldt Danmarks
ypperste Theolog siden Brochmands Dage, var født i
Flensborg 1808, blev Student 1827 og theologisk
Kandidat 1832. 1834 besvarede han Universitetets
theologiske Prisspørgsmaal og tiltraadte derefter
en toaarig Udenlandsrejse, paa hvilken han navnlig
besøgte Universiteterne i Berlin, Heidelberg og
München og derved lærte den Tids mest fremragende
Tænkere: Steffens, Marheineke, Daub, Schelling
og Baader at kjende. Samtidig gjennemgik han en
alvorlig religieus Krisis, igjennem hvilken han
kom til personlig Tilegnelse af Troen og til et
afgjørende Brud med Rationalismen. I Wien indgik
han et fortroligt Venskab med Digteren Lenau; en
Anmeldelse af dennes »Faust« var noget af det
Første, han skrev; senere dedicerede Lenau ham sin
»Savonarola«. I Paris traf han J.L. Heiberg og hans
Hustru og stiftede med dem et Bekjendtskab, hvoraf
der udviklede sig et livsvarigt Venskabsforhold.
Efter sin Hjemkomst udarbejdede han et latinsk
Skrift om »Selvbevidsthedens Autonomi«, hvori han
under Henvisning til Resultaterne af Kants og
Schleiermachers Undersøgelser søgte at godtgjøre,
at Menneskets Selvbevidsthed ikke ved sig selv
kan naa frem til Erkjendelsen af den religieuse
Sandhed, at det derfor ikke er Tænkningen, der skal
begrunde Religionen, men at Gudsaabenbaringens Liv
i Samvittigheden maa være det Første, det, hvorfra
den kristelige Tænker maa gaa ud; med andre Ord:
Troen er ikke baseret paa Erkjendelsen, men Troen
er Forudsætning og Udgangspunkt for den theologiske
Erkjendelse. Dette Skrift, som han 1837 udgav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
