Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - Evangelisterne Matthæus, Markus og Lukas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Evangelisterne Matthæus, Markus og Lukas 45
kyndte Evangelium med flere Træk Disse er komne til hans Kundskab, idet han
har spurgt sig for hos Jesu Samtidige, navnlig Apostlene. (Luk. 1·, 2). Baade
Evangeliet og dets Fortsættelse, Apostlenes Gjerninger, er tilegnet Theofilus om hvem
vi kun med Sikkerhed ved, at han var en døbt Kristen (Luk. 1, 4). Det maa
ogsaa antages, at han var en Mand af høi Byrd og Stilling. Hvem han forøvrigt
var, og hvor han boede, vides ikke. Det viser sig i begge Skrifter, at naar Lukas
omtaler Jødeland, saa forudsætter han de topografiske Forholde ubekjendte for Theo-
silus og tilføier Oplysninger (Luk. 1, 26. 4, 31. 24, 13. Ap. Gj. 1, 12 o. s. v.).
Det samme er Tilfældet, naar der tales om Makedonien (Ap. Gj. 16, 12) og Kreta
(Ap. Gj. 27· 8 og 12). Men naar det gjælder Lilleasien og Jtalien, forudsættes
altid de lokale Forholde bekjendte, idet Lukas her aldrig finder det nødvendig at
komme med nogen Oplysning om de stedlige Forholde. Theofilus er altsaa kjendt
baade i Lilleasien og Jtalien. Man har heraf villet slutte, at han enten var fra
Lilleasien og i længere Tid havde boet i Jtalien eller omvendt.
Da Lukasevangeliet og Apostlenes Gjerninger er to Dele as samme Skrift,
maa det antages, at de er skrevne i Rækkefølge· Det sidstnævnte slutter med at
fortælle, at Paulus under sit toaarige Fangenskab i Rom lærte uhindret. Dette
Fangenskab vides med Vished at have varet fra Aaret 62—64. De er derfor rime-
ligvis begge skrevne i Rom og det sidste afsluttet i Aaret 64.
Lukas er den as de tre første Evangelister, som ser mest bort fra Tid og Tids-
følge og- grupperer i større Samlinger efter Jndhold og saglige Hensyn. Sit Evan-
gelium har han skrevet i Paulus’s Aand. Han fremhæver med Forkjærlighed Frel-
sens Almindelighed, omfattende Hedninger saavelsom Jøder, ja Hedninger i for-
trinlig Grad, efterat Jøderne har forhærdet sig. J saa Henseende er det mærkeligt,
at medens Matthæus skildrer Jesus som Davids Søn og fører hans LEt tilbage til
David (Matth. 1, 1), saa ser Lukas iJesus den anden Adam, hvis Æt han derfor
fører tilbage til den første Adam (Luk. 3, 38), saa at selv denne tilsyneladende saa
tørre Slægtstavle paa en mærkelig Maade lader os høre det paulinske Ord: »Som
alle dør i Adam, skal alle levendegjøres i Kristus«. (1 Kor. 15, 22)·
Et andet lignende Træk har vi i Gjengivelsen af Herrens Tale i Luk. 4, 25 flg.
Her omtales, at Elias blev sendt til Enken i Sarepta, og at ingen anden end Syreren
Naman blev helbredet af Elisa for Spedalskhed. Saadanne Udsagn, som godtgjor,
at Frelsen gaar fra Jøderne til Hedningerne, har altsaa vakt hans Jnteresse· Man
finder derfor flere Steder, som peger i denne Retning. Frelsens Gang fra Jøder
til Hedninger er den ene store Grundtanke, der gaar gjennem hele Lukas’s Evangelium.
Ligesom Paulus fremhæver han ogsaa baade stærkt og ofte den Hovedsandhed, at
Naaden i Kristus er fri og uforskyldt. Af alle Jesu Lignelser er der ingen,
der taler om Guds uforskyldte Naade mod Syndere i saa fulde Toner, som Parabelen
om den forlorne Søn (Luk. 15 Kap.). Men netop denne Lignelse er det blot Lukas,
som har nedtegnet Ligesaa kan vi pege paa Fortællingen om Synderinden i Fari-
sceerens Hus (Luk. 7, 36—50), om hvem Jesus siger, at hun elskede meget, fordi
Meget var hende tilgivet, et Udtryk, der ogsaa bare findes hos Lukas· Det samme
gjelder Lignelsen om Figentrceet (Luk. 13, 6—9), hvor Jesus er den barmhjertige
Vingaardsmand. Ligesaa Parabelen om Farisæeren og Tolderen (Luk. 18, 9—14).
Foruden disse Lignelser har vi hos Lukas flere enkelte Udtryk af Jesus, der bare er
opbevarede i dette Evangelium. Saaledes Jesu Ord i Kap. 17, 10, et Udsagn, der
ubarmhjertig afviser enhver Tanke om menneskelig Fortjeneste. Et andet Udsagn af
Jesus er ogsaa eiendommeligt, nemlig hans Ord paa Korset til den bodfaerdige Røver,
hvor ogsaa Naaden er Alt. (Luk. 23, 43). Naar Lukas paa den ene Side frem-
hæver Frelsens Almindelighed og paa den anden, at den beror udelukkende paa Guds
Naade, ved at fremdrage dels Lignelser, dels Udtalelser af Jesus, saa har dette sin
Grund i hans Personlighed og hele aandelige Liv, fordi han var en Paulus’s
Discipel og opdragen i hans Kreds og præget af dennes Aand. Deraf kan det
ogsaa forklares, hvorledes netop han fremfor de andre Evangelister blev tiltalt og
greben af de Ord og Lignelser af Frelseren, der peger i den betegnede Retning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
