Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - Apostelen Johannes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Apostelen Johannes 59
Løndom af denne guddommelige Kilde.« Da han skrev sit Evangelium, længe efter
de tre første Evangelister, har han især taget med det, som disse havde forbigaaet,
og tegnet et langt mere fuldendt Billede af Gudmennesket Jesus end nogen af de
Øvrige Hans rige Kjærlighed til Frelseren er Nøglen til hans overordentlige Jndsigt
i Kristi Person og Kristi Sandhed. Den gav hans Aand Ørneblik og var Kilden
til hans fine Erindring af de overordentlig vakre og dybe Taler, Kristus holdt, medens
han vandrede hernede i sit Kjods Dage. Senere end Evangeliet og formentlig mel-
lem Aarene 80—90 skrev han sine tre Breve. Ligesom han i sit Evangelium frem-
holder for Troen Billedet af Kristus som Guds Søn, saaledes søger han i det første
af sine Breve med Inderlighed og Kraft at vække Kjærligheden til Gud og Bro-
drene som det sande Liv. Dette gjør han i stærk Modsætning til alt antikristeligt
Væsen, og formaner til at prøve Aanderne, om de er af Herren (1 Joh. 4, 1.), samt
kjæmper med brændende Nidkjærhed mod Branglærere, der nægtede, at Kristus var kom-
men i Kjødet (l Joh. 4, 1 flg.). Overfor de falske Profeters nye Lærdomme og
Forvendelse af Sandheden beder han de Troende at ,,lade det, som J har hort
fra Begyndelsen, blive i Eder, saa bliver ogsaa J i Sønnen og i Faderen og eier
Forjettelsen om et evigt Liv.« (1 Joh. 2, 25.). Det andet Brev er rettet til en Frue,
der maaske er et billedligt Udtryk for en eller anden af Lilleasiens Menigheder·
Overfor Antikristendommen formaner han ogsaa i dette til at blive ved iSandheden
og Kjærligheden. Ligesaa i det tredie, der er skrevet til Gajus, en af de ,,Ældste«.
Det indeholder Lovord over en god Presbyter, der var forbleven i Sandhed og
Kjærlighed, men Daddel over en egenmægtig Menighedsforstander.
Foruden disse Skrifters herlige Vidnesbyrd om Apostelens Virksomhed i Efesus
er der ogsaa bevaret enkelte Træk, som er vel skikkede til baade at karakterisere hans
brændende Nidkjærhed for Sandheden og hans inderlige Kjærlighed til Sjælene
Det første er Beretningen om hans Optræden mod Vranglæreren Kerinth. Jrenæus,
der var en Discipel af hans aandelige Søn Polykarp, fortæller herom saaledes i sin
første Bog mod Kjætterne: »Af Polykarps Mund har jeg hørt, at Johannes engang
kom ind i et Badehus, men skyndte sig ud igjen, da han erfor, at Kerinth var der,
hvem han ikke vilde være under Tag med. ,,Lader os skynde os bort,« sagde han,
idethan vendte sig til de Andre, ,,Badestuen kunde styrte sammen over Kerinth, den
Sandhedens Fiende.« Vi mærker i denne Handlemaade og i disse Ord den samme
Kjærlighed til Sandheden og— den samme ubøielige Strenghed og Fasthed overfor
Branglærerne som i Brevene; det viser tilfulde, at Kjærlighedens Apostel ikke var
blødagtig, naar det gjaldt Kjættere, der omdannede Kristendommen efter sit eget Hoved.
Clemens fra Alexandrien har bevaret en Fortælling der giver os et skjønt
Jndblik i hans Hyrdekjærlighed og Hyrdeomsorg Paa en Missionsreise kom Apostelen
til et Sted, ikke langt fra Esesus Her traf han en Yngling af stærk Bygning, godt
Udseende og en fyrig Aand. Johannes vendte sig til den nærværende Biskop og
sagde: ,,Denne unge Mand stiller jeg under din Opsigt. Forsøg alt for at gjøre
ham til et fromt Menneske«. Da Apostelen var vendt tilbage til Efesus, tog Biskop-
pen Ynglingen hjem til sig for bestandig at have ham under Øine og svarede ingen
Pleie eller Omhu· Han underviste ham i den kristelige Tro og havde endelig den
Glæde at kunne døbe ham. Fra den Tid havde han ikke et saa vaagent Øie med
den unge Mand, da han troede, at han under Herrens Segl var vel forvaret. Men
fortidlig var han kommen paa egen Haand; Løsgjængere, som var i samme Alder,
fik ham i sit Selskab, og de lærte ham snart det, som Ondt var. . Først lokkede de
ham med yppige Gilder, saa fik de ham med, naar de om Natten gik ud og overfaldt
Folk, og det gik gradvis frem fra det Mindre til det Større. Som en haardmulet
Hest, der tager Bidslet mellem Tænderne og ikke lader sig styre, var han snart ude
af den rette Vei, og med sin stærke Natur styrtede han sig desto voldsommere imod
Fordærvelsens Afgrund. Tilsidst fortvilede han om sin Frelse hos Gud, og nu stod
hans Hu ikke længere til smaa Forbrydelser: engang fortabt, vilde han begaa store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
