Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - Apostelen Johannes - Forfølgelsen under Domitian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60 Den apostoliske Tid.
Misgjerninger og lide som andre Jldgjerningsmænd. Han tog Ligesindede med sig,
dannede en Røverbande, blev deres Anfører og var Formand i blodtørstig Grusomhed.
Saa gik det en Stund i dette vilde Liv. Da kom Menigheden igjen til at trænge
Johannes’s Veiledning og indbød ham. Han kom og bragte Sagerne iOrden. Da
han var færdig dermed, sagde han: »Nu Biskop, hvor er Skatten, som jeg og Kristus
for Menighedens Aasyn betroede Digl« Men Biskoppen sukkede dybt og sagde med
Taarer: »Den unge Mand er død·« »Hvilken Død?« spurgte Johannes forbauset.
»Han er død for Gud,« svarede Biskoppen; ,,han opholder sig som Røver i hine
Bjerge.« Straks sønderrev Apostelen sine Klæder, slog sig for Panden og jamrede
høit. Men det var ingen raadløs Sorg; han forlangte paa Øieblikket en Hest og
en Veiviser og lod sig føre did, hvor Røverne var. Da han naaede Stedet, lod
han sig tage til Fange og bad, at man vilde føre ham til Høvdingen. Dette skeede·
Men saa snart denne gjenkjendte den ærværdige Apostel, blev han overvældet af
Skam og ilede bort. Johannes raabte efter ham: »Min Søn, hvorfor flygter du
for din Fader, en Olding uden Vaaben? Frygt ikke, der er endnu Haab for Dig,
tro mig, Kristus har sendt mig.« Ynglingen blev staaende med sænket Blik; han
skjælvede og græd bitterlig. Apostelen stod med udbredte Arme og med et bønligt
Blik ventede paa, at han skulde løbe i hans Favn. Dette Syn kunde Ynglingen
ikke udholde. Han kastede Vaabnene fra sig, og med en angrende Synders dybe
Smerte løb han til Jol)annes’s Bryst. Han anklagede sig selv og tvilede om Guds
Naade. Med de mildeste Ord trøstede Apostelen ham, tilbød ham i Kristus Synder-
nes Forladelse og besvor Ynglingen ikke at forsage. Endelig lod han sig trøste;
Johannes greb hans Haand, førte ham tilbage til Menigheden og drog ikke bort,
før han atter troede, at han var befæstet i Guds Naade. Fra nu af var Ynglingen et
Eksempel paa Guds Barmhjertighed, der opreiser de Faldne og vækker Syndere til nyt Liv.
Det tredie rørende Træk fra hans sidste Dage er hans Formaning til ind-
byrdes Kjærlighed Da han blev gammel, og hans Kræfter tog as, maatte han lade
sig bære hen i de Kristnes Forsamling Saa ofte dette skeede, og Menigheden fuld
af Ærefrygt stod om ham, sagde han atter og atter disse Ord: »Mine Børn, elsker
hverandrel« Paa Spørgsmaalet om, hvorfor han altid kun talede disse Ord,
sagde han: «Dette er Herrens Bud, og det er nok, naar kun dette ene holdes.«
Det fortælles, at Johannes var den eneste af alle Apostlene, som døde en naturlig Død.
J en Alder af omkring 100 Aar skal han være hensoven i Efesus i Begyndelsen af
Keiser Trajans Regjering (ca· 100 Aar eft. Kr.).
Jorfolgelsen under Domitian
J——««»fter Stormen under Nero indtraadte et Havblik Det antages, at de Kristne
Is- har havt Ro i adskillige Aar. Formodentlig har de levet i Stilhed og
"- - vogtet sig for alt, som kunde vække offentlig Opmærksomhed Under den
—— dygtige Keiser Vespasian og hans begavede, men letsindige Søn Titus
mærkes ikke nogen Forfølgelse Anderledes blev det, da Vespasians yngre Søn
Domitian kom paa Tronen· Denne Mand var ikke uden Herskertalent og havde
Tiber til sit Forbillede. Men ved Siden heraf havde han mange og store Feil.
De gamle Historikere skildrer ham som »det vildeste Dyr-O blodtørstig og skrækind-
jagende; han fandt sin Glæde i at gjøre Ondt, krævede at benævnes af Alle som
Gud,»lod sine Statuer opstille i Templerne og lod hele Hjorder af Dyr ofre for
sig. Hertil kom, at han var forfængelig og glad i Smiger samt yderst pengebegjærlig
og despotisk; hans Magtsprog lød: »For mig skalAlting bøie sig.« Hans Mistcenksomhed
kjendte ingen Grænser, og om Naade var der ikke Tale. Overalt saa han Farer og
Sammensværgelser og var en Skræk for enhver, som enten havde Formue eller
lagde for Dagen en selvstændig Karakter. Han rasede mod Veltalenhedslærere og
Filosofer, og der kan nævnes en lang Række af Roms bedste Mænd, som enten blev
4i–
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
