Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - De kirkelige Embeder i den apostoliske Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De kirkelige Embeder. Uv
2 Tim. 4, 5). Ude i Menighederne optræder disse Ledere under forskjellige Navne
som Fortsættere af Apostlenes Arbeide.
De Tolv blev kaldede til sit Embede ,,ikke af Mennesker og ikke ved noget
Menneske, men af Gud« (Gal. 1, 1.) Menigheden øvede ikke nogen Indflydelse
paa deres Valg. -Dette er klart baade for Paulus’s Vedkommende og for de 11
Apostles, der var tilbage efter Judas’s Død Ved første Øiekast synes det derimod,
at Matthias var en Undtagelse fra denne Negel, da Menigheden er virksom ved
hans Valg, men nøiere beseet forholder det sig ikke saa. Da de Tvende, der havde
været med Apostlene under Herrens hele Virketid fra hans Daab til hans Opstandelse,
blev fremstillede, vovede hverken Peirus eller nogen af de øvrige Tilstedevcerende at
foretage noget Balg; de var alle som en fyldte af Bevidstheden om, at Herren og
intet Menneske havde Ret til at udvaelge en Apostel Derfor beder de og siger:
»Du, Herre! som kjender Alles Hjerter, giv tilkjende, hvilken af disse To, du
haver udvalgt« (Ap. Gj. 1, 24), og fik vide Afgjørelsen ved Lodkastning, som
Skik var i den gamle Pagts Tid (Sal. Ord. 16, 33. 1 Sam. 10, 27 og 24.
3 Mos. 16, 8. Jon. 1, 7. Salm. 22, 19)· Saaledes er ogsaa Matthiass Valg
en Stadfæstelse af Regelen: ikke af og ikke ved Mennesker, men ved Jesus Kristus.
Det er allerede berørt, at Ledelsen af den hele Menighed og de enkelte Kredse
laa i Apostlenes Hænder. Da Arbeidet blev for stort, opgav de forst at være
Diakoner eller Tjenere og saa Presbytere eller Ældste· Naar dette sidste skeede kan
ikke paavises. Det er meget, som taler sor, at det indtraf allerede dengang, da
den store Modermenighed iJerusalem blev delt i mindre Kredse, der nærmest svarede
til vore Sogne. Disse smaa Samfund kom, som bekjendt, sammen til Aftenguds-
tjenester iHusene, og da det snart blev uoverkommeligt for Apostlene at være tilstede
i enhver saadan Forsamling, blev der Trang til Ældste, som kunde lede Gudstjenesten
og have det fornødne Tilsyn. Disse omtales første Gang i Aaret 44 efter Kristus,
da Paulus og Barnabas af Menigheden i Antiokia blev sendt med en Kjærligheds-
gave til de LEldste i Jerusalem (Ap. Gj. 11, 30). Senere nævnes de atter paa
Apostelmødets Tid, Aar 52, i Forbindelse med Apostlene (Ap. Gj. 15, 2. 4. 6. 22.
23. 16, 4.) Da Paulus sidste Gang opholdt sig i Jerusalem, omtales de i Forening
med Jakob, Herrens Broder (Ap. Gj. 21, 18). Da den første Menighed væsentlig
var Jøder, er der meget i dens Organisation, som har sit Forbillede i den jodiske
Menigheds- og Kommunalforfatning. Saaledes minder ogsaa Navnet Presbytere
(Ældste) og deres Ordning om den jødiske Synagoge-Ordning. Som de jødiske
Ældste styrede Synagogen, saaledes de kristne Presbytere Menighederne J Jak.
2, 2 kaldes endog de kristne Forsamlinger med Navnet Synogoge, der dog ikke er
oversat med dette Ord i vor Kirkebibel. Det fremlyser af Ap. Gj. 14, 23, at
Paulus og Barnabas paa deres første Missionsreise indsatte Ældste, naar de havde
samlet en Menighed. Det er ogsaa rimeligt, at denne Fremgangsmaade blev fulgt
overalt. Vi ser jo ogsaa af Tit. 1, 5, at denne Pauli Medarbeider indsatte Pres-
bytere i hver Stad paa Kreta. Og Clemens Romanus skriver i sit første Brev til
Korinthierne følgende: »Apostlene indsatte paa hvert Sted og i hver By, hvor de
forkyndte Evangeliet, de første Troende, efter en forudgaaende Prøvelse ved den Hel-
ligaand, som Tilsynsmænd og Tjenere for dem, der med Tiden skulde blive Troende.«
Disse Menighedes Ledere omtales oftere og kaldes dels Presbytere eller
Ældste(Ap. Gj 11, 30. 14, 23. 15, 2. 16, 4. 20, 17. 1 Tim. 5, 17. Tit. 1, 5.
1 Pet. 1, 1.,o. fl. S.) dels Biskopper eller Tilsynsmænd (Fil. 1, 1. Ap. Gj.
20, 28. 1 Tim. 3, 1 flg. Tit. 1, 7.). At disse to Navne i det nye Testamente er
enstydige Ord til at betegne det samme Embede fremgaar klart af flere Steder. J
Ap. Gj. 20, 17 omtaler Lukas de Ældste fra Efesus, og i 28de Vers retter Paulus
til dem følgende Formaning: »Saa giver da Agt paa Eder selv og den ganske Hjord,
i hvilken den Helligaand satte Eder som Opsynsmænd (Biskopper) at vogte Guds
Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod.« Her bruges tydelig »Ældste«
og »Biskopper« for at betegne den ene og samme Sag. Dette sees fremdeles af
Juustreret Kikkehistokie. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
