Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Nogle Grunddrag i de apostoliske Menigheders Ordning - De kirkelige Embeder i den apostoliske Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64 Den apostoliske Tid.
feil. Det er blandt andet bekjendt, hvor meget Apostelen Petrus træder tilbage i
· den sidste Halvdel af den apostoliske Tid. Havde Menighederne dengang, som senere,
søgt et religiøst Midtpunkt, havde de sikkert valgt Jerusalem, men heller ikke dette
var Tilfældet; de Troendes Forsamling i denne By øvede hverken i Paulus’s Vir-
ketid eller senere nogen betydelig Indflydelse paa den kirkelige Udvikling undtagen
maaske for de rent jodekristelige Menigheders Vedkommende. De Kristensamfund,
som var grundlagte i Hedningeverdenen, havde ingen Betænkelighed ved at bryde
de mosaiske Forskrifter; bare for Ensformighedens Skyld ansaa de sig ikke pligtige «til at
bevare den jodiske Gudstjenestes Form, men disse underordnede Forskjelligheder
hindrede ikke, at der var Enighed i det Væsentlige Vi har et rørende Bevis paa
det gode Forhold mellem Menighederne i Lilleasien, Grækenland og Palæstina i de
rige Jndsamsinger, som ved Apostelen Paulus’s gjentagne og indstændige Opmuntringer
blev foretagne endog i Galatien og Korinth til Bedste for de Trængende i Judæa.
Menighederne i Lilleasien, Makedonien og Akaia lod Udsendinge reise til Jerusalem
for at bringe sine Sammenskud derhen og med Gaverne tillige et levende Vidnesbyrd
om deres Broderkjærlighed· Enheden var aldrig mere virkelig end paa denne Tid,
da den uden nogen Tvang grundede sig paa Frihed. Den Overensstemmelse, som
herskede mellem Apostlene, bidrog til at vedligeholde den. Petrus skrev til de Me-
nigheder i Lilleasien, som Apostelen Paulus havde stiftet, og en Discipel af sidst-
naevnte skrev Hebræerbrevet til de Kristne i Palæstina.
J det første Aarhundrede har vi saaledes en sand Kristenhed, der hviler paa
den fælles Tro, men som ikke øver nogen anden Tvang end Kjærlighedens paa de
enkelte Menigheder, af hvilke hver især har sit aandelige Præg Den usynlige
Kirkes ophøiede og herlige Billede skinner frem gjennem de forskjellige Menigheder.
Apostlene kjendte ingen anden jordisk Virkeliggjørelse af Kirken end hvert enkelt Steds
Menighed. Saaledes opfattet kan Kirken kun betragtes som et Samfund af Kristne.
Den aabner alene sin Dør for de Troende, eller idetmindste for dem, som bekjender
sig til den sande Tro. Den kunde ikke hindre, at falske Kristne sneg sig ind, men
den anerkjendte blot dem for sine sande Medlemmer, som bekjendte sig til Jesu Navn
og lagde en personlig Tro for Dagen. Dette fremgaar klartnok af Apostlenes
Breve til de forskjellige Menigheder. Trods de Skrøbeligheder, som kunde findes
blandt dem, mærker man, at de i sin Helhed er kristelige Samfund; de betragtes af
Brevskriverne som saadanne. (Rom. 1, 7; 1 Kor. 1, 2; Efs. 1, 1.) Denne Op-
fatning leder til, at alene den nye Fødsel eller den personlige Tro fører ind iKirken.
J den apostoliske Tid krævede ikke alene hver Menighed en bestemt, personlig Til-
egnelse som Betingelse for at modtage nye Medlemmer, men øvede ogsaa Kirketugt
paa den Maade, som Guds Ord foreskriver og uden at have andet for Øie end
Guds Ære og Omsorgen for Sjælenes Frelse.
zite kikkelige Embedrr i den apostoliske Tid.
postlene indehavde oprindelig alle Embeder i Kirken. Ved deres Udvielgelse
(Matth. 10, 1 flg.; Mark. 3, 13 flg.; Luk. 9, 1 flg.; Joh. 1, 37—52)
z ·" »ij er Apostelembedet indstiftet —af Herren »til de Helliges fuldkomne
Beredelse, til Kristi Legemes Opbyggelse« (Ess. 4, 11.) De senere opstaaede
Embeder er alle udsprungne af dette Ene. Det Arbeide, som Apostlene i Begyn-
delsen gjorde alene, maatte senere deles mellem flere. De optræder fra først af
baade som Missionærer (Matth. 28, 19 flg.), Menighedssorstandere (Ap. Gj. 2, 1
flg. 2, 42) og Diakoner (Ap. Gj. 5, 2). Som Missionærer finder man Apostlene
ledsagede af Mænd, der hjælper dem i deres Gjerning baade med Evangeltets For-
kyndelse og Ordningen af Menighedernez undertiden handler de paa egen Haand og
hædres paa flere Steder med Apostelnavnet (Ap. Gj. 14, 4. 14. Rom. 16, 7.. 2
Kor. 8, 23· Fil· 2, 25), uagtet de egentlig var Evangelister (Ap.Gj. 8, 26. 21, 8.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
