Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Det kristelige Liv og Kirketugten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det kristelige Liv og Kirketugten. 93
Ved et saa nyt og eiendommeligt Liv maatte saavel Hedninger som Jøder
udbryde: »Hvor de elsker hinanden!« Kom en fremmed Kristen til en anden By, blev
han modtaget som en Repræsentant for sin egen Menighed Man betragtede det
som en Lykke at kunne modtage ham i sit Hus; fromme Enker vaskede hans Fødder
(1 Tim. 5, 10), idet de overholdt en gammel østerlandsk Skik, og han blev hilset
med alle Tegn paa den mest rørende Broderkjærlighed. Som vi allerede har seet,
helligede den kristelige Kjærlighed sig især til at hjælpe de·Trængende og se til de
Syge. Det er bekjendt, hvilken LEresplads der blev anvist den Fattige i Menig-
heden· Man talte om hans høie Værdighed, fordi man i ham saa Jesus Kristus,
der havde gjort sig til et med ham. Fattigdommen bevarede en Afglands af den
fornedrede Guds Kjærlighed, der havde iført sig den efter frivilligt Valg. Her
behøver vi ikke engang at henvise til de Embeder, der særlig blev oprettede for at
hjælpe de Fattige. Tabithas Eksempel viser os, hvad de første Kristnes Kjærlighed
paatog sig mod lidende Brødre, om den end ikke beklædte noget Embede. (Ap. Gj.
9, 36 flg.). — De Kristnes Forhold til Verden ordnede Apostlen Paulus med Vis-
dom. Han krævede ikke med overdreven og umulig Strænghed, at de skulde opgive
enhver Berøring med uomvendte Mennesker (1 Kor. 5, 10). Han dadlede ikke, at
de satte sig tilbords med Hedningerne (1 Kor. 10, 27)» Han vilde kun, at de skulde
vogte sig for Samkvem med det Onde og med Afgudsdyrkelsen. Han er frisindet
i sin Opfatning (1 Kor. 10, 23·), men opgiver sin Ret for ikke at saare sin ængstede
Broder (1 Kor. 8, 10—13); her viser hans ophøiede og fintfølende Kjærlighed sig
ret i det skjønneste Lys.
Vi ser, at den apostoliske Menighed i det Hele og Store aflægger et kraftigt
Vidnesbyrd om Evangeliets gjenfødende og helliggjørende Kraft. Den fremtræder i
dette Stykke som en Stad paa Bjerget (Matth. 5, 14), der ikke kan skjules. De,
som før havde været et Mørke, var nu et Lys i Herren (C«f. 5, S; Fil. 2, 15;
Rom. 6, 17 flg.; 1 Kor. 6, 11). Grebne as den Kristi Aand, som vidnede med
deres Aand, at de var Guds Børn, tvungne af den Kristi Kjærlighed, som var udøst
i deres Hjerter, kunde de Kristne midt iblandt en vanartig og forvendt Slægt ikke
andet end skinne som et Lys iVerden· (Fil. 2, 15). Hvad der fremfor alt er eien-
dommeligt for Menighedslivet i denne Tid er, som vi har seet, den rige Kjærlighed,
som gjennemstrømmer og behersker den, en selvfornægtende, opbyggende og meddelende
Broderkjærlighed, der danner den skarpeste Modsætning til den Egoisme, som var
raadende i den gamle Verden. (Ef. 1, 15; Fil. 1, 9; Kol. 1, 4 flg.; 1 Thess. 1,
3; 5, 11; 2 Thess· 2, 13 flg.).
Men uagtet dette var dog den opostoliske Kirke langt fra at være ,,en Menig-
hed uden Plet og Rynke« (Ef. 5, 27). Det elskelige Billede havde ogsaa sine mørke
Pletter og dybe Skygger; talrige Steder iAp. Gj. og Brevene viser dette; en Menig-
hed «af bare Kristne uden Feil har aldrig været paa Jorden; blandt de Tolv var
der en Judas, og Herren har selv sagt, at der altid vil være Klinte blandt Hveden,
samt at de skal vokse sammen indtil Høsten. Det stærke Aandens Veir, som f6r
over den apostoliske Menighed, førte ind i den baade Hyklere og sande Kristne, og
det maa ikke glemmes, at mange af disse sidste var rykkede ud af et forfærdeligt
Liv i Hedenskabets Lyster og Laster og derfor efter sin Omvendelse havde mange
Skrøbeligheder, ja faldt i aabenbare Synder og havde en livsvarig og haard Kamp
at kjæmpe mod Synden i og udenom sig; de kunde dog ogsaa vidne med Apostelen:
,,Gud være Tak, som giver os Seier ved vor Herre Jesus Kristus«« (1 Kor. 15, 57).
Allerede straks efter Pintsedagen kom det Onde tilsyne baade ved Ananias og Sasira
(Ap. Gj. 5, 1 flg.) og derved, at de græskfødte Jøders Enker blev tilsidesatte ved
den daglige Uddeling (Ap. Gj. 6, 1). Hebræerbrevet, der er skrevet omkring Aar
60, viser, hvor skrøbeligt det dengang stod til i de jødekristne Menigheder. Der
tales ikkebare om Modløshed paa Grund af Trængselen (Heb. 12, 1 flg.), men
om mangen ,,bitter Rod«, som gjør Forvirring (12, 15). ,,Skjørlevnere« og «Hor-
karle« (12, 16; 13, 4), »Pengegjerrighed« og en syndig Tragten efter timelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
