Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Det kristelige Liv og Kirketugten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94 Den apostoliske Tidq
Vinding (12, 16) har altfor meget faaet Indgang. Hertil kommer, at man iSindets
Ustadighed lyttede til allehaande ,,fremmede Lærdomme« (13, 9) og var alt andet end
villige til at ,,adlyde sine Veiledere og være dem hørige« (13, 17). Af Jakobs
Brev, der er skrevet adskillig tidligere, faar man et endda mere mørkt Billede af den
aandelige Tilstand blandt Jødekristne i og udenfor Palæstina. Det rette kristelige
Alvor manglede altfor meget. Mange lignede en tvesindet Mand, der er ustadig i
alle sine Veie (Jak. 1, 8); i gode Dage satte man mere Pris paa Verdens end
paa Guds Venskab (4, 4), medens man i Trængselens Tider tumledes om som en
,,Havbølge, der røres og drives af Vinden-C Det overfladiske Sind vil gjerne
høre og atter høre (1, 22), man fører gudeligt Snak i Munden, vil gjerne være
Lærer for Andre, uagtet man ikke har lært at holde sin egen Tunge i Tøntme
(3, 1 flg). Man praler af sin døde Tro og indbildte Fortrin fremfor Hedningerne
uden at forstaa, at ,,ligesom Legemet er dødt uden Aand, saa er og Troen død uden
Gjerninger« (2, 17—26). Under sine mange Fald i forskjellige Synder søger man-
at berolige sin Samvittighed og smykke sin Sag ved at skyde Skylden paa Gud, der-
gjorde Fristelsen for stærk, medens man ikke har Øie sor, at den udgik fra ens egen:
onde Begjærlighed (1, 13 flg). Der var derfor ,,Skiddenhed og Ondskabs Overflødig-
hed« nok (1, 21). Det lidenskabelige Sind blussede op i ,,Vrede« (1, 19—20),
medens der var ,,bedfk Nid og Kivagtighed i Hjerterne« (3, 14) og som en Følge-
heraf ,,Trcette, Forvirring og ond Handel« (3, 16), »Krig og Strid« (3, 1-2).·
Istedetfor at holde sin ,,Tunge i Tømme« (1, 26), syndede man svarlig i Eder og
Forbandelser (3, 9; 5, 12) paa samme Tid, som man iUkjcerlighed «talte ilde om sin
Broder« (4, 11), medens man i Nøden ubarmhjærtig viste den Trængende bort (2, 16)..
Det sees, at Menighedslemmerne bestod af Fattige og Rige (1, 9—10),
af rige Godseiere og fattige Arbeidere (5, l flg.) samt Kjøbmænd (4, 13). Baade
Fattige og Rige viser sig ialfald for en stor Del at være henfaldne til jødisk Mam-:
monsdyrkelse· De Fattige bøier sig i dyb Ærbødighed for Pengemagten (2, 2—4), og
de Rige viser paa sin Side Ringeagt mod de Fattige og ,,underkuer« dem paa
flere Maader (2, 6); de udbetaler ikke Arbeiderne deres surt fortjente Løn (5, 4)-
og undser sig ikke for at stevne dem for Domstolene, naar de har noget tilgode af
dem (2, 6). Fremdeles sees, at de Riges Tragten var at leve »krceseligen og vel-
lystig« (5, Z) og samle timeligt Gods for at kunne ,,fortære det i Vellyst« (4, 3);.
derfor reiser de ogsaa fra By til By for at ,,kjøbslaa og vinde« (4, 13)· Det er
da intet Under, at Jakob formaner og straffet disse Mammonstrcelle saa alvorlig, som
han gjør i Kap. 5, 1——3. Overfor disse mange og dybe Brøst optræder Forfatterne
af disse ovenfor nævnte to Breve med broderlig Tugt, men bryder ikke Staven over
dem og forsøger endda mindre at jage dem ud og danne et rent Samfund af bare-
Troende De revser de herskende Synder, advarer mod Frafald og fremholder Sand-
heden i Kristus overfor Vildfarelser. Alt sker for at hjælpe dem op i aandelig Hen-:
seende. ,,Disse saare, skrøbelige Menigheder tiltales med Brodernavnet (Heb. 3, 1..
12 o. fl. St., Joh. 1, 2 o, fl. St.); selv de skarpeste Revselser sker ikke i selvgod
Dømmesyge, men i kristelig Kjærlighed (Heb. 4, 1 o. fl. St., Jak. 1, 21 o. fl. St.),
og der formanes paa det mest indtrængende til kristelig Samdrægtighed og Fordrage-
lighed (Joh. 5, 9, Heb. 13, 1—17). Ligeoverfor al Elendighed peges der paa det;
gjenfødende Ord (Joh. 1, 18) og den opstandne Kristus, ved hvem Menighederne
kunde blive ,,skikkede til al god Gjerning-A (Heb. 13, 20——21). Jkke iSeperatisme,
men netop i den levende Sammenhæng med den store ,,Skare af Vidner«, der histo-
risk vistnok tilhørte den gamle Pagt, men ideelt til den nye Pagts Menighed, er«
Frelsen (Heb. 11, 1—12, 2).« (Dr. A. Chr. Bang).
Naar Tilstanden var saadan blandt Jødekristne, saa kan man ikke vente at’
finde den bedre blandt de Kristne, som nylig var revne ud af Hedenskabets Magt
og bar dybe Mærker efter Livet der (1 Thess. 1, 9; 1 Kor. 12, 2; Rom. 6. 21;.
Kol. 3, 6 flg.; Tit. 3, 3; Ef. 2, Z; Rom. 6, 19; 1, 24 flg.; 1 Kor. 6, 9;· Ef.
2, 5; Kol. 3, 5; Tit. 1, 12 flg.; Rom. 18, 12 flg.; 1 Kor. 15,· 34)«.- stftnokj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
