Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Forfølgelsernes Aarsag - Forfølgelsen under Trajan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 Kristenforfglgelsernes Tid.
baade som Ugudelige og Gudløse, som man kunde tro det værste om, hvor urimeligt
og latterligt det end kunde være. Man var sræk nok til at sige, at de Kristne holdt
Maaltider, hvor de spiste Menneskekjød og drak Menneskeblod; saaledes forvanfkede
og mistydede man de dunkle Rygter om Nydelsen af Kristi Legeme og Blod iNad-
veren. At de Kristne kom sammen til Kjærlighedsmaaltider og kaldte hverandre
Brødre og Søstre gav Anledning til, at Hedningerne beskyldte dem for alskens vilde
Udsvævelser. Folkets store Masse er lettroende, og der var ingen Ting saa skjændig,
at det jo blev sagt og troet. De Kriftne blev af Hedningerne betragtede som Guder-
nes Fiender. Naar derfor Pest, Dyrtid eller anden Ulykke rammede Folket, troede
man straks, at Guderne var vrede, fordi de forhadte Kristne blev taalte· Tertullian
siger: «Hæver Tiberen sig mod Murene, stiger Nilen ikke over sine Bredder og
vander Ægyptens Marker, sender Himmelen ikke Regn, kommer Jordskjælv, Pest og
Dyrtid, straks raaber man: ,,Kaft de Kristne for Løvernel« Ja i Nordafrika var det
endog bleven til et Ordsprog: »Gud lader det ikke regne; Skylden er de Kristnes.«
J den første Tid var det mere den store Masses blinde Had, som var den
nærmeste Aarsag til Kristenforfølgelferne end Befalinger og Foranstaltninger fra Statens
Side. Der gaves Embedsmænd i Provinserne, som af Medlidenhed og Retfærdig-
hedsfølelse søgte at sætte en Grænfe for Folkehadets vilde Udbrud. Ved Siden af
disse fandtes der ogsaa altfor ofte Mænd, der enten vilde gjøre Folket til Behag
ved at forfølge de Kriftne, eller som selv var saa grusomme, at de fandt sin Glæde
iForsølgelsen. Nogle var ogsaa saa graadige efter andres Gods, at de udplyndrede
de Kristne eller lod den hedenfke Pøbel gjøre det. De mere oplyste troede ikke paa
al den Skjændsel, som sagdes om de Kristne. Men »Korsets Ord var Hedningerne
en skDaarlighed·« Derfor betragtede de Kristendommen som en dum Overtro, der
maatte udryddes, og de Kristnes Standhaftighed som et Stivsind, der ikke kunde taales·
Romerne krævede af alle som en Borgerpligt, at man tilbad og dyrkede Sta-
tens Guder; det modsatte blev betragtet som Ulydighed mod Loven og blev iRegelen
straffet med Døden. Naar man kommer ihu, at Romernes offentlige og private Liv
var paa det nøieste sammenvokset med deres Tro, vil det let forstaaes, at de Kristne
uafladelig maatte blive udsatte for at overtræde Lovene. Og trak de sig tilbage fra
Livets travle Gjerning for at leve i Stilhed for sig selv og sin Gud, saa hed det
straks om dem, at de var slette Borgere og unyttige og ubrugbare Mennesker iLivet.
De romerske Statsmænd troede derfor, at det kun var deres Pligt at hindre Kristen-
dommens Udbredelse. Og just fordi de Kristne blev holdt for et statsfarligt Sam-
fund, derfor var det ogsaa netop Statens dygtigste Keisere, som forfulgte dem;
thi de betragtede det som sin Livsgjerning at gjenoprette og værne om Rigets
gamle Magt og Anseelse-
Forfolgklsen under Trajaw
fter Domitians Død kom i September 96 Nerva paa Tronen. Han
regjerede i noget over et Aar og ,,øvede idenne Tid Retfærdighed baade
» mod Jøder og Kristne.« Til hans Eftermand blev under almindelig
Miss-s- -—"-3·:’· Jubel valgt Fostersonnen Trajan (98—117). Han var Spanier af
Fødsel, kom tidlig ind i den romerske Hær udmærkede sig ved Tapperhed i Krigen
mod Partherne og gjennemgik de sædvanlige Trin paa Embedsstigen, før han blev
Keiser. Han var en dygtig Feltherre, human og retsindig, fast as Karakter og be-
sjælet as den gamle Romeraand. Uagtet han havde sine Skyggesider og kunde efter
Middagsmaaltidet beruse sig stærkt og da gjøre Ting, som han siden angrede, var
han dog en as Romerrigets bedste Keisere. Han var en sjelden dygtig Hersker,
vidste paa den rette Maade at forene Strænghed og Mildhed og fik derfor Hæders-·
navnet »Fædrelandets Fader-C
Med denne Keiser indtraadte der et Vendepunkt i Romerstatens Forhold til de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
