Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Martyrerne i Lyon og Vienne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 26 K ristenforfolgelsernes Tid-
Da de senere førtes for ham (til Forhør), tillod han sig enhver Raahed mod
dem. En af Brødrene ved Navn Gpagatus kunde ikke taale en saa uretfærdig
Fremgangsmaade, forsvarede Brødrene og vidnede, at intet Gudsfornægtende og
Ugudeligt var at finde hos os. Da opløftede de, som stod rundt om Domstolen, et
lydeligt Skrig mod ham. Men Statholderen spurgte, om han var en Kristen, og da
han med lydelig Røst bejaede det, blev ogsaa han som de Kristnes Sagfører optaget
blandt de udvalgte Martyrers Skare. De, som var bestemte og forberedte, blev de
første Martyrer. De aflagde ogsaa med al Frimodighed Martyriets Bekjendelse;
men ogsaa de Ubesluttede, de Uøvede og endnu Svage viste sig. Af disse faldt
hurtig omtrent 10 i Tallet fra. Disse foraarsagede os stor Sorg og grændseløs
Bedrøvelse og lammede ogsaa de Øvriges Mod, som ikke var grebne, og som trods
alle Ubehageligheder, som de maatte døie, alligevel bistod Troens Vidner og ikke
skilte sig fra dem. Vi var nu Alle i stor Angst og Bekymring for, at endnu Flere
kunde falde fra. Dag efter Dag blev de grebne, som var værdige til at fylde deres
Tal, saaledes at alle dygtige Mennesker tilsidst var borttagne fra Menigheden. Vore
hedenske Slaver blev tagne tilfange. Disse fortalte, grebne af Frygt for Pinslerne
og tilskyndede af Soldaterne, om os Løgne om thyestiske Maaltider og ødipiske Be-
blandelser og endnu andre Ting, som vi hverken tør sige eller tænke, ja ikke engang
tro, at saadant nogensinde er skeet. Da nu Efterretningen herom udbredte sig,
grebes Alle af dyrisk Raseri imod os, saa at endog de, der forhen viste Maadehold
paa Grund af Familieforhold, nu kom i heftig Vrede og skar Tænder mod os.
Fra nu af taalte de hellige Martyrer Kvaler, som ikke kan beskrives med Ord.
Jsær rettedes Folkets, Statholderens og Soldaternes hele Raseri mod Diakonen
Sanktus fra Vienne og mod Maturus, der vistnok ganske nylig havde modtaget
den hellige Daab, men som viste sig som en mandhaftig Kjæmpe, og imod Attalus,
der stammede fra Pergamus, der altid havde været vor Kirkes Soile og Støtte,
ligesom imod Blandina, ved hvilken Kristus viste, at ogsaa det, som for Verden
synes ringe, uanseeligt og foragteligt, har Gud værdiget en stor Ære, naar det har
saadan Kjærlighed til Gud, som ikke praler med forfængeligt Skin, men viser sig i
Kraft. Thi medens vi Alle frygtede for, at Blandina paa Grund af sit svage
Legeme ikke vilde være istand til at aflægge sin Bekjendelse med Frimodighed, fyldtes
hun med saadan Kraft, at de, som efter Tur fra Morgen til Kveld paa enhver Vis
pinte hende, tilsidst blev udmattede og askrceftede og bekjendte sig selv for overvundne,
da de ikke mere vidste, hvad de skulde finde paa med hende, og var fulde af For-
bauselse over, at hun endnu var i Live, da hele hendes Legeme var sønderslidt, og
aflagde det Vidnesbyrd, at en eneste Art af Pinsel havde været istand til at tage
hendes Liv, end sige saa mange og saa store. Men den Salige samlede som en
ædel Kjæmper altid ny Kraft i Bekjendelsen, og hendes Styrke, hendes Hvile og
smertestillende Middel mod Alt, hvad hun led, var de Ord: »Jeg er en Kristen,
og blandt os øves ingen Skjændigheder.«
Ogsaa Sanktus taalte paa en overordentlig og overmenneskelig Maade stand-
haftig alle Pinsler, der kan optænkes af Mennesker. Paa ethvert Spørgsmaal
svarede han blot: »Jeg er en Kristen.« Dette bekjendte han altid, men nogen
anden Lyd fik ikke Hedningerne af ham. Af denne Grund forbitredes de og lagde
tilsidst glødende Metalplader paa de ømfintligste Dele af hans Legeme. Disse blev
vel forbrændte, men han selv blev ubevægelig og holdt fast ved sin Bekjendelse,
bedugget og styrket as den himmelske Kilde med Livets Vand, der strømmer ud af
Kristi Hjerte. Imidlertid var hans Legeme Vidne om, hvad han havde lidt; han
var skrumpet sammen til et Saar og Strime og havde tabt al ydre menneskelig
Skikkelse. Da de Ugudelige efter nogle Dages Forløb paany pinte Martyren i den
Mening, at de, naar de anvendte de samme Pinsler paa de hovne og betændte
Lemmer, vilde blive Herrer over ham, blev han ogsaa under de gjentagne Kvaler
lige standhaftig —
Blandt dem, som havde fornægtet Troen, var en Kvinde ved Navn Biblias.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
