Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Martyrerne i Lyon og Vienne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Martyrerne i Lhon og Vienne. · 127
Man lagde hende paa Pinebcrnken for at tvinge hende som en allerede svag og
modløs Person til at bekræfte de os tillagte Forbrydelser. Men paa Pinebænken
kom hun atter til Besindelse, vaagnede saa at sige op af en dyb Søvn, erindrede
under den timelige Straf Helvedes evige Kvaler og modsagde ligefrem Bagtalerne
med de Ord: »Hvorledes skulde slige Mennesker spise Børn, som ikke
engang tør æde Blodet af ufornuftige Dyr?« (Se Ap. Gj. 15, 29).
Saaledes bekjendte hun sig som Kristen og kom med blandt de udvalgte Martyrers
Skare.« Da nu disse Straffemidler viste sig uvirksomme, fandt man ud nye, men
forgjæves Mange omkom ogsaai det mørke og forpestede Fængsel. Det biskoppelige
Embede iLyon var dengang betroetPhotinus. Han var allerede over 90 Aar og
meget svag paa Legemet. Dog hans Aands Frimodighed paa Grund af den i ham
boede Længsel efter Martyriet gav ham nyt Liv. Han blev ogsaa slæbt for Dom-
ftolen, hvor han aflagde en glimrende Bekjendelse. Paa Grund heraf blev han uden
Skaansel trukket omkring og slaaet med talløse Slag; thi de, som stod ham nærmest,
mishandlede ham paa alle Maader med Hænder og Fødder, uden Agtelse for hans
Alder; men de Fjernere kastede paa ham, hvad de havde i Haanden. Neppe aan-
dende mere kastedes Photinus derpaa i Fængsel, hvor han efter to Dages Forløb
opgav sin Aand.« — Nu indtraadte der en særegen Guds Styrelse. De, som ved
den første Tilfangetagelse havde nægtet Troen, blev nemlig ligeledes kastede i Fængsel.
At de dengang nægtede, bragte dem altsaa ingen Nytte; de pintes saa af fin onde
Samvittighed, at man kunde se det paa dem, medens Bekjenderne var glade og
frimodige. De gik med sænket Øie, nedslagne, sammenfaldne, bedækkede med enhver
Skam. Dertil blev de ogsaa af Hedningerne forhaanede som feige Uslinger.
Maturus, Sanktus, Blandina og Attalus førtes til de vilde Dyr i
Amfitheatret til et Umenneskelighedens Skuespil for den hedenske Mængde· Man
gav denne med Flid paa Grund af Vore, en Dags Tyrefægtninger. Maturus
og Sanktus maatte atter i Amfitheatret gjennemgaa alle Slags Pinsler· Som
om de forhen endnu slet ikke havde lidt, taalte de atter de brugelige Svobeslag og
Trækken om blandt de vilde Dyr og Alt, hvad den rasende Mængde med vilde Skrig
forlangte, endelig ogsaa Jernstolen, paa hvilken Legemerne stegtes og fyldte Alt med
Fedtdampe. Dog end ikke hermed lod Pinerne det være nok, men blev kun mere
og mere rasende, fordi de vilde beseire deres Standhaftighed· Alligevel hørte de intet
Andet af Sanktus end det Bekjendelsesord, som han var vant til at tale fra
Begyndelsen af. —- Da Martyrerne gjennem hele den lange Kamp endnu levede,
blev endelig deres Strube gjenneniskaaret. Gjennem hele den Dag havde de istedet-
for al Afveksling, som pleiede at finde Sted ved Fægtelegene, selv tjent Verden til
Skuespil. Men Blandina blev ophængt paa en Pæl og prisgivet til Føde for
d·e vilde Dyr, der blev slupne løs paa hende. Synet as hende, —— hun var nem-
lig ophængt i Skikkelse af et Kors — og hendes inderlige Bøn, vakte stort Mod
hos de Kjæmpende, da disse under Kampen ogsaa med sine legemlige Øine i Søste-
rens Person faa den for dem Korsfæstede, for at overbevise dem, der troede paa
ham om, at Enhver, der lider for Kristi Ære, har evigt Samfund med den levende
Gud. Da nu Jngen af de vilde Dyr rørte hende, blev hun taget ned af Pælen,
atter kastet i Fængfel og gjemt til en ny Kamp-
· Ogsaa Attaliis, der nu med Utaalmodighed forlangtes af Folket — han var
nemlig en anseet Mand, — skred i Bevidstheden om sin gode Samvittighed frem
som en øvet Kjæmper. Han havde vel øvet sig i Kristendommens Grundsætninger
og altid vist sig at være et Sandhedens Vidne blandt os. Han blev ført i en Kreds
i Amfitheatret og en Tavle baaret foran ham, hvorpaa der stod skrevet: «Dette er
Attalus, den Kristne.« Medens nu Folket rasede heftig mod ham, erfor Stat-
holderen, at han var en romerfk Borger. Derfor lod han ham føre tilbage til Fængslet
med de øvrige Fanger, indgav Beretning til Keiseren om dem og afventede hans
Bestemmelse-. Men denne Mellemtid var ingen unyttig og ufrugtbar. Ved de levende
Lemmer vaktes nemlig de døde atter til Liv. Martyrerne viste sig fulde af Kjærlig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
