Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Irenæus og Gnosticismen - Tertullian og Montanismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jrenæus og Gnosticisnien« 139
Sætninger, som varsler om den senere Katholicisme, uagtet man vistnok ogsaa ofte
har misbrugt og mistydet hans Ord og lagt mere i dem, end der formentlig ligger.
Han hævder Traditionens Betydning, idet han skriver: »Den i den ganske
Verden forkyndte Overlevering fra Apostlene lader sig finde af alle, der vil se Sand-
heden, i de af hine stiftede Menigheder. Opstaar derfor Strid selv om et ringe
Spørgsmaal, faa vende man sig til de ældste Menigheder, hvori Apostlene har vir-
ket, og erholde fra dem den sikre Afgjørelse af det stedfindende Stridsspørgsmaal·
Ja, i Tilfælde af, at Apostlene overhovedet ikke havde efterladt sig Skrifter, maatte
man da ikke have holdt sig til Overleveringen?« Han fremholder dog ogsaa Skriften
som aandeligt Vaaben. »Vil man undfly Kjætternes mangeformede og foranderlige
Meninger,« siger han, »maa man iKirkens Skjød lade sig nære ved Herrens Skrifter
hvilke er fuldkomne, eftersom de er indblæste af den Helligaand·« — »Den sande
Gnosis eller Erkjendelse,« skriver han, »er Apostlenes Lære og den gamle over den
ganske Verden udbredte Kirkebygning, sammenfattet i Biskopernes Rækkefølge, hvem
Apostlene overgav de forhaandenværende Menigheder, og fremdeles Brugen af den
uforfalskede og ubeskaarne Skrift, saaledes som den udlægger sig selv, og Kjærlig-
hedens Kald, som er kosteligere end al Viden, berømmeligere end Profetien, høiere
end alle andre Naadegaver.« Han bevidner stærkt Kirkens Enhed, fordi den først
borger for LEgtheden af Overleveringen og Skriften, og uden at slippe Tanken om
det almindelige Præstedømme hævder han Episkopatets store Betydning. J hans
Forhold tilPolykarp og gjennem ham til Johannes ligger den Stilling begrundet,
som han indtog i sin Tids Kirke-. »Han repræsenterer Enheden aprostlenes skrevne
og overleverede Ord. Han forener den johanneiske Anskuelses Dybde, den Overleve-
ringens Troskab, som betegnede Polykarp, og Vesterlandets praktiske Kraft." (Kahnis).
Det er neppe noget Skrift af Kirkefædrene, hvori der findes saa meget Almenkri-
steligt, som i det omtalte af Jrenæus, og maaske heller intet, som med større Ud-
bytte kan lceses af menige Kristne trods de ovensor antydede katholske Tanker.
Om det kristne Samfund skriver han: »Hvor Kirken er, der er Guds Aand,
og hvor Guds Aand er, der er ogsaa den sande Kirke.« Dette Samfund fuldbyrder
sig ved den hellige Daab og Nadvere. »Vore Legemer har ved Daaben og vore Sjæle
ved Aanden modtaget hint Samfund med dets uforgjængelige Væsen.« Ogsaai
Nadveren tænker Jrenæus sig en virkelig Meddelelse af Kristus til Sine, og sam-
tidig indeslutter dette Maaltid en hemmelighedsfuld Kraft, hvorved vort Legeme for-
beredes for Opstandelseslegemet· Kristi Kjød og Blod forvandler sig saaledes til
vort Væsens at vore Legemer derved bliver udødelige Om Kristus skriver han bl.
A. følgende skjønne Ord: »Han er bleven, hvad vi er, forat vi skal blive, hvad
han er og ved ham komme til Gud. Saaledes er han for Børnene bleven et Barn
for at hellige Børnene, Ynglingerne en Yngling, Mændene en Mand for saaledes
at give hver Alder dens Jndvielse Han har givet sit Liv for Alle.«
Jrenæus’s sidste Dage er indhyllede idyb Dunkelhed. Gamle Beretninger
vidner, at ogsaa han beseglede fin Lære og Tro ved Martyrdøden under Keiser
Septimius Severus i Aaret 202.
Tertullian og Montanigmen
s—1landt de nordafrikanfke Kirkelærere indtager denne en fremragende Plads,
S men om hans ydre Liv haves meget faa Efterretninger Hans fulde Navn var
Quintus Septimius FlorensTertullian, og han blevfødt i detgamle,
II – berømte Karth ag o omtrent Aar 160; Faderen var en hedensk Høvedsmand,
der stod i Landshøvdingens Tjeneste; om Moderen og den øvrige Slægt vides Intet.
Det fremlyser af en Ytring hos ham, at boglig Syssel ikke var fremmed for en af
hans Slægtninge, og af alle hans Skrifter fremgaar klart, at han havde faaet en
meget omhyggelig Opdragelse. Han kjendte nøie Oldtidens Historieskrivere og Tænkere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
