Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Tertullian og Montanismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i
s
Tertullian og Montanismeu. 141
afrikaner kjæmper indtil Blodet for de Kristnes retfærdige Sag; det er som »et
brusende Hav af flaaende Argumenter, af blodig Ironi, af sønderlemmende Dialektik;
det er, som man hørte et Nødraab fra det Dybe og bag Nødraabet den jublende
Seiersglæde over at have Gud og Sandheden og den evige Fremtid paa sin Side.«
Jdet han forsvarer de Kristne mod Hedningerne, siger han: »Lad de vilde Dyrs
Klør sønderrive os, medens vore Hænder er udstrakte mod Gud, lad Flammerne
fortære os og Sverdet gjennembore os: en bedende Kristen er saaledes beskaffen, at
han kan lade Alt gaa ud over sig. J store Magthavere, vil J dræbe den gode
Undersaat, der beder til Gud for Keiseren?« · ·
J flere Smaabøger belyste han forskjellige sædelige og religiøse Spørgsmaal
J Afhandlingen »Om Sjælens Vidnesbyrd« udvikler han den dybe Tanke,
at Kristendommen er begrundet i Menneskets Natur og imødekommer Menneskets
dybeste Behov; »Sjælens Vidnesbyrd er«, siger han, »jo sandere, desto enfoldigere,
jo enfoldigere, desto folkeligere, jo folkeligere, desto almindeligere, jo almindeligere,
desto naturligere, jo naturligere, desto mere guddommelig-A
Han er en af de første kristne Skribenter, derskrev paa Latin; før ham eksi—
sterede blandt andet den ældgamle Oversættelse af Bibelen paa dette Sprog, hvilken
er bekjendt under Navn af Jtala, og som formodentlig ogsaa har sin Oprindelse fra
Nordafrika ved Midten af det andet Aarhundrede. J alle hans Arbeider træder
hans aandelige Eiendommelighed skarpt frem. »En rig Fantasi, der havde Adgang
til et stort Videns Omraade, og et Vid, der ikke kjendte til Skaansel eller Grænser,
gav hans Stil en egen Farve; og bag ved Alt, hvad han skriver, merker man en
Karakter, der altid er i Bevægelse, som oftest i lidenskabelig Bevægelse.· Hans indre
Uro og hans Kamp med Sproget fremkalder en vis Dunkelhed i hans Skrifter, men
denne Dunkelhed har det sorte Jbentræs Egenskab: den glinser.« (Fredrik Nielsen). —
Tertullian viser sig i sin Kamp mod Gnostikerne som en Fiende af al Filosofi,
saafremt den skulde forbinde sig med Kristendommen og tilgrumse den. »Hvad har
Filosofen og den Kristne med hinanden at gjøre? Grækenlands Discipel og
Himmelen? Den, der beiler tilBerømmelse, og den, der beiler til Liv? Ordgyderen
og Handlingens Mand? Tingenes Forstyrrer og deres OpbyggerZ Vildfarelsens
Ven og dens Fiende? Hvad har Athen og Jerusalem, Akademi og Kirke,
Hæretikere og Kristne at gjøre med hinanden? De, som foredrager en stoisk, platonisk
eller dialektisk Kristendom, maa betænke, hvad de gjør. Siden Kristus er kommen,
trænger vi ingen Nysgjerrighed, siden Evangeliet er kommet ingen Forskning·«
Han misbilligede, at man flygtede under Forfølgelser, endskjønt Frelseren siger:
»Naar man forfølger Eder i en Stad, saa flyr til en anden« (Matth. 10, 23).
Men med Rette harmedes han over, at mange Kristne paa hans Tid begyndte at
skikke sig lige med den hedenske Verden. Han revsede de kristne Kvinder for deres
Pyntesyge og Mændene, fordi de viste sig i Theatrene. Disse Forlystelsessteder »var
nemlig i hans Øine baade Ukyskhedens og Løgnens Hjem, og Skuespilleren, der gik
paa høie Hæle og forandrede sin naturlige Stemme og sit Udseende, var for ham
kun en Bedrager. Tertullian var ogsaa en bestemt Modstander af det andet
Ægteskab og han satte den ugiste Stand over den gifte; han fordømte Handel som
Begjærlighedens Tjeneste og brød Staven over de bildende Kunster, fordi de paa
saa mange Maader kunde tjene Afgudsdyrkelsen. Haabet om Kristi Gjenkomst, der
allerede dengang holdt paa at blegne hos Mange, levede i ham med stor Styrke, og
han glædede sig til sin Herres nære Komme. Overfor Vranglærerne og Filosoferne,
der priste den evige Søgen, hævdede han, at det var bedre at finde Sandheden
end altid at søge den.« ’
J sin Kamp mod Kjætterne hævdede han paa sin eiendommelige, ironiske og
skarpe Maade, at hele Kristendommen vilde blive til Jntet og styrte sammen, naar
Kristi Menneskelighed kun var tilsyneladende »Apostelen Paulus«, siger han, »tog
altsaa feil, da han erklærede, at han ikke vilde vide noget Andet end Jesus Kristus
og ham korsfæstet; han skuffede sig selv, naar han talte om hans Begravelse og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
