Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Tertullian og Montanismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 i · Kristenforsolgelsernes Tid.
hans Opstandelse; vor Tro er da forgjæves, og alt vort Haab i Kristus et Gjøgle-
billede· O du stakkels Kjætter, der undskylder Guds Mordere! Har Jesus Kristus
ikke lidt i Virkelighed, har han slet ikke lidt. Lad du, som gjør Troens Ære til
Jntet, kun, og det af Medlidenhed, Verden beholde sit eneste Haab. Jeg vil,
erklærer Herren, skamme mig ved den, der skammer sig ved mig. Jeg finder ingen
anden Gjenstand for ringeagtende Skam end Kristi Lidelser. Ved ikke at rødme
derover vil jeg vise mig uklog og dog hellig, som en salig Daare. Guds Søn er
født af en Kvinde; jeg rødmer ikke derover, fordi der kunde være Grund til at
skamme sig derover; Guds Søn er død; jeg tror det, fordi det er en Daarskab. Han
er begraven og igjen opstanden; jeg er overbevist derom, fordi det er umuligt.
Hvorfor skulde Kristus være Menneske, naar der ikke var noget Menneskeligt ved
ham? Han vilde da have ført Gud bag Lyset, misbrugt og skuffet Alles Øine,
Alles Sanser, endog deres, der nærmede sig til ham og havde rørt ved ham.
Man behøvede da ikke at lade Jesus Kristus stige ned fra Himlen, man kunde søge
og finde ham i en Flok omreisende Gjøglere, eller at tale om Gudmennesket, men
kun om en ny Troldmand, eller i ham at se vor Frelses Ypperstepræst, men en
Maskinmester ved et Theater.«
Som Modsætning til Gnostikerne, der vilde tilintetgjøre Naturen og for-
bandede den materielle Verden som en Skabning af en ond Gud, skriver Ter-
tullian: »Gn liden Blomst, jeg mener ikke just fra Engen, men plukket af en
Busk; en liden Muslingskal fra Havet, om ikke just den, hvoraf man faar
Purpur; Vingen, om just ikke af den smukke, prægtige Paafugl, men af den mest
beskedne Fugl, beviser sin Skabers Herlighed. Jeg behøver kun at byde dig en
Rose, og du vil holde op med at foragte Gud din Skaber.« Med en ophøiet,
digterisk Begeistring skildrer han Naturens Opstandelse, der forjætter os vor egen
Opstandelse. Han udbryder saaledes: »Dagen dør mod Natten og begraves i
Mørket Verdens Ære er hyllet i et Linklæde; Alt er formørket. Sorg, Taushed
og Gru hviler tungt paa hele Verden. Naturen sørger over Tabet af Lyset. Imid-
lertid lever dette op med sin Skjønhed, sin Brudeklædning, med sin ligesaa straalende
Sol; det bliver udbredt over hele Verden, seirer over Natten, som er dets Død,
frigjør sig for den mørke Grav, er paa en vis Maade Arving til sig selv, indtil
det udslukkes i en ny Nat. J Mørket antændes da de Stjerner, Morgenen havde
tilsløret.« Med en ikke mindre gribende Ynde beskriver han Jordens Gjenopstandelse
om Vaaren, naar de nøgne Trær ifører sig sit friske Løv, og Blomsterne smykket
sig med nye Farver.
Efterat Tertullian i flere Aar havde været Presbyter i sin Fødebys
Menighed, blev han omkring Aar 200 greben af en sværmerisk Retning som kaldes
Montanismen. Den har faaet sit Navn efter en Fryger Montanus, der
henimod Midten af det andet Aarhundrede optrandte som Profet og varslede om en
nærforestaaende Dom. Ogsaa Profetinder, der sluttede sig til ham, forkyndte, at
Verdens Undergang var nær. Montanisterne afveg ikke i noget Lærestykke fra
Kirken og vare oprigtige Kristne, der udmerkede sig ved en alvorlig Livsopfatning
samt en streng Afholdenhed fra alt verdsligt Væsen og en glødende Lyst til at
lide Martyrdøden. Deres Optræden mod den— lunkne Kristendom var berettiget,»men
de henfaldt til Ensidighed og Sværmeri. De troede at kunne samle en ren Menighed
paa Jorden og i Forventningen om Herrens nære Gjenkomst holdt de streng Faste,
forsagede Ægteskabet og drog sig saa meget som mulig tilbage fra Verdenslivet og
dets Gjøremaal. De brød i dette Stykke med det hellige Ord om at bruge
Verden, men ikke at misbruge den. J deres Forsamlinger gik det ofte vildt
og uhyggelig til. »Under Skrig og Henrykkelfe«, skriver Dr. Bang, »opstod der
Mænd og især Kvinder, hvorigjennem man troede Guds Aand talte umiddelbart
og i hvis udstødte kortere og længere Skrig man troede at have en·ren guddommelig
Aabenbarelse· Disse mandlige og kvindelige Profeter stod da iblandt dem som
Aandens Redskaber; i deres Udtalelser, den nye Profeti, som de kaldte den,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
