Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Forfølgelsen under Gallus og Valerianus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156 Kristenforfolgelsernes Tid.
faste, idet de øste Styrke af Skamfuldheden over deres Svaghed, saa man har kunnet
indse, at de kun blev overraskede af og veg tilbage for det Nye ved Forfølgelsen,
men at de, efter at være vendte tilbage til den fande Tro og efter at have samlet
deres Kræfter, var beredte til i Guds Navn at udholde enhver Lidelse med Taal-
modighed og Standhaftighed· For dem var der ikke mere Tale om Tilgivelse for
en Vildfarelse, men om Martyrkronen«
Det synes, at det først gik ud over Menigheden i Rom. Viskop Cornelius,
der med Døden i Udsigt havde overtaget Tilfynsembedet under Deeius, blev først »
dømt til Landflygtighed til Civita Vecchia og her-senere henrettet. Vi har et
Brev fra Biskopen i Carthago, der paa en værdig Maade lykønskede Cornelius
til hans Trofasthed: ,,Jeg kan ikke noksom udtrykke min Henrykkelse og Glæde,«
skrev Cyprian til ham, ,,da jeg modtog den gode Efterretning om din Standhaf-
tighed. Du har stillet dig iSpidsen for Bekjenderne, og idet du vandrede Hæderen
imøde har du ført mange Kristne ind paa samme Vei, og du har bevæget dit Folk
til ganske og aldeles at bekjende Sandheden, da du selv var beredt til at bekjende
din Herre og Mesteri alles Navn. Modstanderen troede at kunne erobre Kristi
Leir ved et pludseligt Anfald, men han fandt ligesaa megen Kraft i Forsvaret, som
han selv anvendte i Angrebet.« Lucius, deri hine Trængselens Tider havde Mod
til at blive Martyrens Gftermand, maatte gaa i Landflygtighed Cyprian skrev
ogsaa til ham et Brev, hvori han paa en rørende Maade lægger for Dagen den
Glæde, man maatte føle ved at se modige Bekjendere paa en vidunderlig Maade
at undgaa Dødsstraffen. »Gud give,« skrev han, »at jeg kunde være nærværende,
naar du vender tilbage til din Menighed! Hvilken Glæde for alle Brødrenel Hvor
man vilde strømme sammen og omarme hinanden! J kan derved faa en Anelse om,
hvad Glæden over Kristi Gjenkomst vil blive.« Lucius blev dog kort efter greben
og henrettet. De Kristne i Carthago kunde ikke undgaa Forfølgelsen; her havde
nemlig Pesten især raset frygtelig, hvilket ophidsede Folkets Lidenskaber. Cyprian
har givet os en malende Skildring af denne Sygdom, der udbredte Død og Rædsel
overalt. Den fromme Biskop havde en dobbelt Pligt at opfylde; han skulde tilbage-
vise Hedningernes Bagvaskelser, der anklagede de Kristne for at være Skyld i denne
Landeplage; dernæst skulde han ogsaa styrke de Kristne, hvem denne rædselsfulde Syg-
dom slog med Skræk For at overbevise Hedningerne skrev han Brevet til Demetrius,
der begunstigede Forfølgelsen og var en af dem, der mest bittert beskyldte de Kristne.
Til sin Hjord henvendte han sig med sit Skrift ,,Om Dødeligheden.«
Den uduelige Gallus blev i Aaret 253 myrdet med sin Søn, da han drog
mod sin Medbeiler Omilianus; denne havde samme Skjæbne, og Valerianus,
som ilede hid fra Rhin en for at hjælpe Gallus, blev udnævnt til Keiser (254—
260). Nu ophørte Forfølgelsen. Den nye Keiser var en ældre Mand, en »ædel
Personlighed, dannet og forfaren, men Aarene havde brudt hans Energi, og den
tidligere fremragende Kriger viste sig, som Hersker at være, af en svag Karakter og
raadløs overfor Tidens Krav.« Det er intet, som tyder paa, at han personlig havde
noget imod de Kristne· Ja Dionysius siger endog, at ingen af de foregaaende
Keisere havde vist sig mere villig stemt mod Kristendommen. ,,Hans Forekommenhed
og Venlighed i Begyndelsen gik endog saavidt, at Keiserens Hus var fyldt af gud-
frygtige Folk og var som en Guds Kirke-« « Den tidligere strænge Lov om de Kristne
blev nu sat ud af Kraft, og de Kristne aandede atter frit. Men det varede kun en
stakket Stund. J Aaret 257 indtraadte der et gjennemgribende Omslag hos Keiseren,
idet han efter den Tid blev en ligesaa heftig Fiende af Kirken, som han før havde
været dens Ven. Dette skrev sig fra Paavirkning af hans General og mest betroede
Mand Macrianus. Denne var overtroisk, hengiven til hedensk Gudsdyrkelse og
en forbitret Modstander af Kristendommen. Han fik den svage Keiser til i 257 at
udstede en Forordning, der gaar ud paa at berøve Menighederne deres-Biskoper og
Præster, hindre deres Sammenkomster og at fratage dem deres hellige Steder. Man
troede ved denne Fremgangsmaade at bringe Kristendommen et Ulivssaar og faa de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
