Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - En firetiaarig Fredstid - Forfølgelsen under Diokletian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 6 4 Kristenforfolgelsernes Tid.
de Kristnes Antal blev fordoblet. Kirkehistorikeren Eusebius skriver: »Hine Ska-
rer, der gik over, den Mængde kristne Samfund, der dannede sig baade i den ene
og anden Stad, og det paafaldende Tilløb, Bedehusene havde, overgaar alBeskrivelse
og gjorde det umuligt for de Kristne at hjælpe sig med de gamle Bygninger, hvorfor
der i alle Stæder fra Grunden af reiste sig nye, rummelige Kirker.« Ja i Østen
var der endog Folkeslag, som isin Helhed havde antaget den kristne Tro. Om
Menighedernes indre Historie idenne Tid haves saa Efterretninger. Saa meget
fremgaar dog af disse Oplysninger, at Biskoperne v·ar ubetydelige og hengivne til
Stridigheder. »Vore saakaldte Hyrder,« skriver Eusebius, »tilsidesatte Gudfrygtig-
hedens Regel og blev optændte af Stridssyge mod hverandre, og de tænkte kun paa
at øge Tvedragt, paa Trusler, Misundelse, indbyrdes Fiendskab og Had, og de for-
svarede sin Magt med Lidenskab, som om de var Tyranner.« Denne Udtalelse
giver desværre ikke noget lyst Jndblik i Forholdene; en Storm behøvedes atter til
Renselse og Tugt.
Medens Kirken gjorde Erobringer, samlede sig ogsaa de aandelige Kræfter inden
Hedenfkabet Den førnævnte Nyplatonisme flokkede om sin Fane alt, hvad der
endnu holdt fast paa de gamle Guder og den fædrene Gudsdyrkelse. Denne Ret-
ning var en mærkelig Blanding af Overtro og Filosofi, af østerlandsk Mystik og
ældgammel Gudetro. Her var noget for alle Naturer, hvor forskjellige de end var,
enten de havde Hang til Overtro, Spekulation eller det Hemmelighedsfulde, enten de
var Tilhængere afFolketroens Guder eller søgte det guddommelige i en enkelt Gude-
skikkelse Ingen Tankeretning havde tidligere formaaet at gribe Gemytterne som
denne og mod Slutningen af det tredie Aarhundrede var alle dannede Hedninger i
større eller mindre Grad paavirkede af den. For nogle blev Nyplatonismen en
Bro over til Kristendommen, idet denne fremstillede sig som den fuldendte Visdom,
der afskaffede de lavere Guddomme og satte istedet det ene guddommelige Væsen
De fleste indsugede dog ved Retningen Fiendfkab mod Kristendommen, da den var af
en bevidst kristendomsfiendtlig Karakter. Hadet og Fanatismen mod de Kristnes
Tro voksede Dag for Dag og gav sig Lufti heftige literære Angreb, der langt overgik
Celsus’s i det andet Aarhundrede. Dette er Tilfældet med Filosofen Porfyrius’s
»Femten Bøger mod de Kristne« og StatsmandenHierokles’s ,,Sandheds-
kjærlige Taler til de Kristne.« Begge disse Skrifter, især det sidste, er gjen-
nemtrængte af en lidenskabelig Fanatisme og en skamløs Frækhed, der søger sin
Lige. Da denne Retning ogsaa havde Tilhængere paa Keiserthronen, gav den An-
ledning til den sidste og blodigste Kamp mellem Kirken og Staten ved Begyndelsen
af det fjerde Aarhundrede, som skal omtales i næste Stykke. ·
ctlorfolgelscn under Diolkletian
, - eiser Diokletianus (284—305) var Søn af en frigiven dalmatisk Slave og
ziil havde ved sine glimrende Evner og store Tapperhed svunget sig op fra
, simpel Soldat til Romerrigets Hersker-. Han var en af Keisertidens største
Skikkelser, energisk, iBesiddelse af stor Menneskekundskab, klog, besindig
og fremforalt begavet med fremragende Evner til at ordne og styre. Med sjelden
Skarpsynthed og Dygtighed vidste han at sikre sig Magten og træffe Foranstaltninger, .
der beskyttede baade ham og Riget mod den herskende Usikkerhed i alle Forholde.
Det vidtløftige Rige delte han mellem sig og sin Vaabenfælle Maxiiiiianus, der
skulde være Overkeiser i Vesten, medens han selv indehavde samme Værdighed i
Østen. For at beskytte Grænserne mod Judfald af fiendtlige Naboer tog hver af
Overkeiserne sin Underregent eller Cæsar. Maximianus valgte Constantius
Chlorus, der fik Landene hinsides Alperne, Britannia og begge Gallierne,
medens han selv beholdt Jtalien og Asrika; han søgte at knytte ham nærmere
til sig ved Giftermaal; Constantius skilte sig fra sin Hustru Helena og ægtede
l
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
