Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - En firetiaarig Fredstid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En firetiaarig Fredstid. 103
at de tvertimod havde gavnet Menighederne og fremmet Kristendommen istedetfor at
udrydde den. Maaske var ogsaa de ledende Mænd ved Keiserhoffet til en vis Grad
grebne af Religionsfrihedens store Tanke, som Martyrerne havde kjæmpet for med
sit Blod og de kristne Apologeter saa energisk og dygtig forsvaret. Det maa antages,
at Keiseren har modtagetJmpulser, der har fremkaldt nævnte Forordning; thi det er
lidet rimeligt, at en saa lad og ligegyldig Mand af sig selv skulde optræde til Gunst
for de Kristne uden at være paavirket af, hvad der ialfald ligesom laa iLuften blandt
hans Omgivelser. Denne Kundgjørelse, der gav de hidtil forfulgte Kristne Rettigheder
og stillede dem paa Lovens Grund, var i Virkeligheden revolutioncer og et voldsomt
Brud paa Romerstatens Retsopfatning og tidligere Fremgangsmaade Vistnok havde
man ogsaa i de svundne Tider anerkjendt fremmed Gudsdyrkelse, men aldrig før
løst noget Religionssamfund fra sine religiøse Borgerpligter; de fremmede Gudsdyr-
kere tilbad jo ved Siden af sine egne ogsaa de nationale Guder og deltog
i de religiøse Skikke, som den romerske Stat krævede. Men nu bliver de Kristne
ved denne Lov løste fra sine religiøse Pligter som Borgere, og dette er af ganske
anden Betydning for Romerstaten· Ved Siden af den gamle Tro anerkjendes en
ny, der staar iden mest afgjorte Modsætning til hin og ufeilbarlig bliver dens Under-
gang, om den faar raade. Gallienus’s Forordning, der havde retslig Gyldighed
i 43 Aar (260—303), er det bedste Bevis baade for Opløsningen inden Romerriget
og Kristendommens seirende Magt.
De Kristne, der tidligere i Almindelighed havde havt en stærk Sky for det
offentlige Liv, lod nu ofte denne fare. J Slutningen af dette Tidsrum ialfald fandt
man Kristne i Hæren, ved Hoffet og i alle Slags Embeder, og de var vel anskrevne.
Uagtet de idethele havde Ro, blev dog enkelte hist og her Martyrer, især i Hæren.
J denne foregik nemlig ikke saa sjelden Ofringer, og naar de Kristne nægtede at
deltage, krævede Mandstugten blandt Soldaterne, at den Gjenstridige blev straffet.
En af Keiserne i denne Fredstid ved Navn Aurelianus (270——275) optraadte
som en fanatisk Tilhænger af Soldyrkelsen· Han har faaet Navn af Nomerrigets
Gjenopretter, og var en raa, rask Soldaternatur. Med ,,Haanden paa Sværdet«
pleiede han at slaa til uden at overveie længe, og Krigslykken begunstigede den Mo-
dige. Det gik det Rygte om ham i hans sidste Aar, at han pønsede paa at ophæve
Gallienus’s Forordning og begynde at forfølge de Kristne som i tidligere Dage,
men at Døden hindrede ham i at virkeliggjøre dette Forsæt·
«· Det er dog meget tvilsomt, om dette medfører Sandhed. Vistnok var han i
høi Grad fanatisk og hengiven til hedensk Gudsdyrkelse, ja betænkte sig endog ikke
paa i farefulde Tider at bringe Guderne Menneskeoffere, og har ialfald on Gang i
Ord lagt for Dagen sin Uvilje mod de Kristne, men man har intet Bevis for, at
han har ladet denne gaa over i Handling. Tvertimod viser han fuld Retfærdighed
mod de K·ristne og det i den Grad, at en Menighed henvendte sig til ham for at
faa sin· kirkelige Net. Den bekjendte Vranglærer Paulus af Samosata var
Biskop i A»ntiokien, men blev dømt fra sit Embede for grove Vildfarelser og et
tvetydigt·Liv. » Han nægtede imidlertid at fratraede sin Gmbedsbolig og blev støttet
heri af sin høie Veninde, Dronning Zenobia i Palmyra. DaAurelian havde
overvundet hende iAaret 272 og paa dette Tog kom til Antiokien, henvendte Kir-
kens Mænd sig til ham for at faa Ret over den opsætsige Vranglærer. Og Keiseren
bestemte, at det Parti skulde have Embedsboligen, som stod i Kirkesamfund med Bi-
skoperne i Jtalien og Rom, og det gjorde nævnte Kjærter ikke; han maatte der-
for vige. Det er rimeligt, at Aurelianfældte en saadan Dom af Hensyn til Rigets
Enhed og ikke af religiøse Grunde. Men desuagtet er den dog et talende Vidnes-
byrd om, at Storkirken er lovlig anerkjendt, og at den er en Magt, som det vil
være klogt at støtte ·for saa til Gjengjæld at have den paa sin Side, naar det kneb-
Med ustandselig Fart blev Romerriget svækket og opløst baade i indre og ydre
Henseende, medens Kirken voksede, og dens Ordning tiltog i Fasthed Dag for Dag-
Det kan ikke være Tvil om, at Kristendommen i denne Fredstid fik stor Udbredelse;
1193
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
