Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De indre Forholde - Det kristelige Familieliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188 Kristenforfolgelsernes Tid.
de gjort bekjendt, med Guds Ord og lærte Stykker af dette udenad, som vi ser af
Origenes’s Barndomshistorie, og ofte slog Sandheden dybe Rødder i de Unges
Hjerter og vakte en levende Kjærlighed til Frelseren og en Troskab i Bekjendelsen,
der i Forfølgelsens Tider ofte fandt et beskjæmmende og gribende Udtryk; der haves
Eksempler paa, at Børn gik heltemodige og glade Døden-imøde
J ethvert velstaaende kristentHus fandtes vel ogsaa Slaver, men af Paulus’s
bekjendte Ord sees, hvorledes Kristendommen krævede, at de skulde behandles. Det
er ogsaa vel værd at lægge Mærke til, at man ikke har fundet optegnet et eneste
Eksempel paa, at Kristne har kjøbt eller —solgt Slaver, men derimod, at de skjænkede
dem Friheden. Den uværdige og umenneskelige Maade, hvorpaa Trællene blev
behandlede i Hedenskabet, havde dog ogsaa øvet sin sløvende Indflydelse i adskillige
kristelige Hjem. Derfor findes der talrige Formaninger til at behandle dem
kristelig. »Trælle maa ikke bruges som Husdyr,« siger Clemens af Alexandrien,
og i »De apostoliske Kirkeordninger« kræves, at Herren skal elske sin Træl,
og om han end staar høiere i Samfundet, skal han dog agte Trællen som sin Lige-
mand, eftersom ogsaa denne er et Menneske En Herre, som har en troende Slave,
skal, uden at give Afkald paa dennes Tjeneste, elske ham som en Søn eller Broder
paa Grund af Fællesskab i Tro.« Og i ,,De tolv Apostles Lære« skrives:
,,Du maa ikke give din Slave eller Slavinde, der haaber paa den samme Gud,
Befaling i Vrede, sorat de ikke skal ophøre at frygte Gud, som er over dem begge;
thi han kommer, ikke for at kalde efter Persons Anseelse, men til dem, hvem Aanden
har gjort skikkede. Men J Tjenere skal adlyde eders Herrer som et Afbillede af
Gud, i Beskedenhed og Ærefrygt« Paa Grund heraf havde Kristendommen
altid en dragende Magt over Slaverne, og der var et inderligt Forhold mellem
kristne Slaver og deres Herrer; mange Trælle gik i Døden for sin Tro og
aflagde frimodige Vidnesbyrd. Der haves ogsaa Eksempler paa, at frigivne Slaver
blev baade Biskoper og Prester.
Men dette lyse Billede af det kristelige FamilieliviMartyrtiden havde dog ogsaa
sine Skygger og Pletter. Uagtet Kirken advarede derimod, indgik ofte kristne
Kvinder Ægteskab med hedenske Mænd, og dette førte dem ind i mange Fristelser
og Farer og ledede ofte til Frafald fra Troen; Livet i det hedenske Hus var saa
samnienvcevet med afgudiske Skikke, at deri laa en stadig Tillokkelse til Synd; det
samme var ogsaa Tilfældet, naar hendes Mand krævede, at hun skulde deltage i
Selskabslivet eller besøge de hedenske Theatere. Tertullian og Cyprian giver
gribende Skildringer af de Farer, den kristne Kvinde paa den Vis udsatte sig for.
Der haves dog Eksemvler paa, at blandede Ægteskabets var lykkelige, men
idethele var de til Skade for Kirken og den Enkelte. Den Huslighed og Tarvelighed,
som udmærkede de kristelige Hjem, fandtes desværre heller ikke overalt. For-
fængelighed og Pyntesyge tog ofte Overhaand, saa Kirkens Lærere maatte optræde
fkarpt. Clemens af Alexandrien ivrer for en sædelig Dragt. Han skildrer
kunstige Haarfletninger som Skjøgers Prydelser og vil, at kristne Kvinder skal bære
blodt Haar og fæste det med en liden Spænde i Nakken. Dog tillod Clemens
de Kristne enkelte andre Prydelser. De kunde bære Ringe med udskaarne Stene, der
ikke indeholdt hedenske, men kristne Sindbilleder. Tertullian og Cyprian klager
over, at paa deres Tid havde Forfængelighed og Overdaadighed taget Overhaand,
især i Carthago. Ansigterne blev sminkede, Øienbrynene og Haaret farvet og
fremmed Haar indflettet, hvor ens eget ikke var tilstrækkeligt; over Haarpynten bar
man intet Slør, Huden blev glattet og store Summer bortødslede til Kostbarheder·
Armbaandene var af Guld, andre Smykker af Ædelstene, Klæderne af de kostbareste
Stoffer og besatte med Perler. Undertiden var ogsaa en Smaragd, en Beryl
eller en anden farvet Ædelsten føiet ind mellem hver Perle, hvilket maatte være
uhyre kostbart· Istedetfor at sysle med stille Arbeide i Huset gik Kvinderne saaledes
pyntede i Selskaber, paa Torvene eller i Besøg hos Veninder, og den kvindelige
Blufærdighed gik tilgrunde. Ja Commodianus tilføier endog »at de havde Dans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
