Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De indre Forholde - Træk af det religiøse og sædelige Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Træk af det religiøse og sædelige Liv· 191
Det samme var Tilfældet med Krigstjenesten. De Kristne var selv uenige
i sin Anskuelse herom. Nogle deltog uden Betænkning i Krigstjenesten og under-
kastede sig den Orden, som engang var indført. Andre vægrede sig standhaftig.
De Første vilde bevise det retmæssige i Krigstjenesten ved at beraabe sig paa Els-
empler af det gamle Testamente; saaledes nævnte de Soldaterne, der kom til Jo-
hannes den Døber, og hvem denne ikke formente at være Soldater, men gav
dem Anvisning til at tjene Gud i deres Stand; eller de pegte paa Høvedsmanden
Cornelius, der blev i sin tidligere Stilling efter sin Omvendelse. De Strceiigere
mente derimod, at disse Eksempler ikke passede, fordi Odedkommende ikke først som
Kristne havde valgt Krigstjenesten. Mange Kristne ansaa det idethele for utilladeligt
at aflive sine Medmennesker, under hvilke Omstændigheder det end skeede, hvorfor de
ogsaa erklærede sig mod Dødsstraf
Jkke blot Krigerens, men ogsaa Kunstnerens Kald ansaa mange for ufor-
eneligt med Kristendommen, netop fordi den hedenske Kunst stod i Asguderiets
Tjeneste. Billedhuggerkunstens nøgne Figurer krænkede hos de Kristne Sansen
for det Sømmelige og Anstændige, og det kan heller ikke forundre, at de havde imod
Skuespillene og de vilde Dyrekampe i Amfitheatrene, hvor desuden de
Kristne maatte tjene som Offere. At besøge Theatrene, hvor afgudiske og usæde-
lige Skuespil blev opførte, gjaldt for dem som Satans og Mørkets Gjerning og som
en Deltagelse i Afgudstjenesten· Det samme gjaldt Odderne eller Datidens
Konsertsale, fordi Sangene var af hedensk Indhold. Den kristelige Kunst var
endnu i fin første Begyndelse og ytrede sig især som Billedsmykninger i Katakom-
berne og de Riges Huse. Ogsaa Videnskaben maatte i den Skikkelse, som He-
denskabet havde givet den, kommei Konflikt med den kristelige Tænkemaade Vi
har allerede seet, hvorledes Tertullian dømte om Filosofien, men ogsaa rent
videnskabelige Beskjceftigelser som Studiet af Astronomien, undgik de Kristne i
Begyndelsen, fordi den endnu stod i nær Forbindelse med den hedenske Astrologi
(Stjernetyderi); thi den Troende skulde ikke læse sin Skjæbne i Stjernerne og ikke
vente sin Frelse af Guderne, hvis Navne Planeterne bar.
Ligesom i den apostoliske Tid, saaledes blev ogsaa nu alt ærligt Arbeide
holdt i Agt og Ære Lediggang taaltes ikke blandt de Kriftne, og den Profet, som
i længere Tid end nogle Dage vilde opholde sig i Menigheden uden at arbeide,
bliver i »De tolv Apostles Lære-« stemplet som en Bedrager. At drive Penge-
sorretninger, være Værtshusholder eller Gladiator blev anseet som farlige
Haandteringer for de Kristne, men der haves dog Eksempler paa, at ogsaa blandt disse
Klasser havde Kristendommen sine Bekjendere.
Men Kristenlivet havde dog ogsaa dengang sine dybe Skygger og store Skader.
Af Tertullians Skrifter erfarer vi, at nogle af dem, som bekjendte sig til Kristus,
besøgte de offentlige Lege. Hør, hvor han brænder af Harme ved sine uværdige
Vrødres Opførsel og blotter disse Skuespils Ugudelighed: ,,Lidenfkabelig Ophidselse
er de Kristne forbudt, og Cirkus er det Sted, hvor saadanne Ophidselser hersker
uindskrænket . . . . Theatret er selv Uanstændighedens Brændpunkt, hvor intet
andet staar i Ry end det, som andetsteds er berygtet . . . . Lad S enatet, lad
alle Klasser rødme af lutter Skam! . . . . Hvordan gaar det til, at de samme Ting,
som vanærer en Mand, naar de udgaar af hans Mund, ikke betragtes som van-
ærende, naar de gaar ind gjennem hans Øine og«Øren«s« »Disse Ting,« siger han
igjen, idet han taler om de offentlige Forlystelser« »er selve den Djævelens Poinp,
som vi Kristne har frasagt os. Forkastelsen af disse Fornøielser er i Hedningernes
.«Øine det vigtigste Tegn paa, at en Mand har antaget den kristne Tro . . . . Naar
man sidder, hvor intet af Guds er, hvorledes kan man da tænke paa sin Skaber?«
— »Hvor afskyeligt er det ikke at gaa fra Guds Kirke til Djævelens, at gaa —
som Ordsproget siger — fra Himlen til Skarnet, at løfte Hænderne til Gud og
derpaa trætte dem ved at klappe ad en Skuespiller; med de Læber, som har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
