Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De indre Forholde - Nogle Vranglærere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 98 Kristenforfolgelsernes Tid.
skabe sig sine egne Forestillinger om Gud og de aandelige Ting og fortolke Guds
Ord efter sin egen Fornufts Godtykke, finder vi den samme Aand igjen i al Ratio-
nalisme, hvilken Skikkelse og Navn den end har; ogsaa her gjælder det, at gamle
Fiender atter og atter dukker op i nye Skikkelser til Kamp mod Kirken for at fange
dens Børn i sit kløgtige og kunstige Hjernespind.
Af andre farlige Vranglærere i Martyrtiden maa nævnes Manichæerne.
Det fortælles, at Stifteren af dette Kjætteri var Perseren Mani, der levede i det
tredie Aarhundrede og havde gaaet over fra den persiske Religionsstifter Zoroasters
Bekjendelse til Kristendommen og nu vilde sammenblande denne med Zoroasters
Lære samt gammelkaldæiske og budhistiske Forestillinger. Til sidftnævnte
hører dens Lære om Guds Menneskeblivelse. Mani gav sig ud for den as Kristus
forjættede Trøstermand, men blev forfulgt af de persiske Prester og Vismænd.
Han lærte, at der var et Lysets Rige, hvor det Gode havde sit Hjem og et Mørkets
Rige, hvor det onde herskede. Disse Riger, sagde han, var i uafladelig Kamp med
hinanden. Han lærte fremdeles, at i ethvert Menneske bor der en Lysets og en
Mørkets Sjæl, samt at det er Menneskets Bestemmelse, at hin skal befries fra
dennes Herredømme For at forløse Lyssjælen kom Kristus, der kun havde et Skin-
legeme, og derfor var ogsaa hans Lidelser blot et Skin. J det fjerde og femte
Aarhundrede udbredte Manis Tilhængere, Manichæerne, sig ogsaa idet romerske
Rige. De fuldkomne Manichæere var Vegetarianere, idet de ikke spiste Kjød,
men kun Plantcføde. Leo den Store anstillede en Undersøgelse i Rom og fandt
en Mængde Manichæere, der førte det liderligste Liv. Aslæggere as dennes Ret-
ning optræder baade i Østen og Vesten iforskjellige Skikkelser og under forskjellige
Navne, som Priscillianerne i Spanien og Paulicianerne og Bogomi-
lerne i sØsten· Middelalderens Katharer var af samme Aand. Særkjendet for
dem alle er Dualismentks Ved Manichæerne er en Mængde indiske og andre
østerlandske Forestillinger og Myther ført over til Vesten, saaledes maaske Forestil-
lingerne om Odins Hest, Sleipner, med otte Fødder, Væsener med flere hundrede
Hoveder o. s. v.
Af sværmeriske Retninger er Montanisterne allerede omtalt i Stykket om
Tertullian (Side 192). Det kaster Lys over Retningen, at den netop er udgaaet
fra Frygien· Dette Land spiller en betydelig Rolle i Oldtidens Religionshistorie.
Jndbyggerne der har altid vist sig som et Folk tilbøieligt til Henrykkelfe og Fanatisme
paa alle religiøse Felter. Derfor udmærker alle de frygiske Kultuser sig ved
Fanatisme Det er dette Anlæg for religiøs Vildhed, som er Montanismens
Naturgrundlag· Vi har en lignende Retningi Finland nemlig Læstadianerne,
der har sin Rod i det finske Folks Nervøsitet· Montanismen kaldes ogsaa Pe-
puzianere eller Kataphryger. Dette Sværmeri blev stanset i- Lilleasien
170 af Biskoperne Apollinaris, Miltiades og Rhodon ved en Række af
Kirkemvder Fra Lilleasien kom Retningen først til Gallien eller Frankrige og
senere til Asrika. J Vesten blev den mødt med Sympathi af de fleste alvorlige
Kirkemænd. Jrenæus’s Optræden i Rom til Gunst for Montanifterne er
allerede omtalt; den skal have bevirket, at Nomerbispen indtog en venlig Holdning
overfor dem. Heri blev dog snart en Forandring, da Byen fik Besøg af Praxeos,
der havde fat sig til Opgave at bekjæmpe Retningen; desuden optraadte Presbyteren
Gajus som dens ivrige Modstander Disse Mænd i Forbindelse med, at de mon-
tanistiske Udskeielser blev bekjendte, ødelagde Retningens Anseelse iRom.
Under den mandige Biskop Victor ved Enden af det andet Aarhundrede, udtalte
man Fordømmelsesdommen over dem.
Montanisterne i Vesten gjorde sig ofte bemærket under Kristenforfvlgeb
ferne, ja var endog ved sin udfordrende Holdning EAarsag til, at saadanne
st) Du ali sme, Dobbeltlære, er den Antagelse, at der fra Evighed af er to Væsener, et
godt og et ondt, hvert med sit Rige, Lysets og Mørkets —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
