Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De indre Forholde - Nogle Vranglærere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle Vranglærere. 199
blev satte i Gang-, saadanne Montanister var ogsaa ofte de første og
eneste, som under Forfølgelsensfornægtede sin Tro. —- Det bør ikke oversees, at
Montanisterne ikke paa et eneste Punkt afveg fra Kirkens Lære Hvad
Afkesen angaar, saa fandt man ligesaa strænge Krav hos andre, som hos dem, Det
samme er Tilfældet med Ægteskabet og Fasten samt deres Betragtning af de Faldne.
Med-Hensyn til deres Fordømmelse af Kunst og Videnskab stod de ikke alene, og
hvad Skuespil angaar, saa var disse fordømte af enhver Kristen som »Djævelens
Pomp,« hvilket de havde lovet at forsage isin Daabspagt. Ogsaa i sin Forventning
af Herrens nære Gjenkomst havde de mange inden Kirken med sig.
Montanisterne stillede sig paa deres Side, som hyldede en strængere,
mørkere Livsopfattelse. Dette var dog ikke det mest karakteristiske ved dem, men der-
imod Profetien. Deres Profeter optraadte under Skrig og Gebærder og faaes
op til som overnaturlige Væsener. Netop fordi denne Profeti var ny, blev
Kirken opmærksom, og trods Montanisternes religiøse Varme kunde Menigheden
ikke andet end bekjæmpe den og havde dermed erklæret ikke længere at kunne antage
Profetien som Aabenbaringskilde. Først da fik ogsaa Kirken egentlig Øiet op for,
hvad den eiede i de apostoliske Skrifter. Montanisterne var dog trods sin
Ensidighed og sin Lyst til at skille sig ud i Smaasamfund et Salt for Menigheden
og virkede vækkende og befrugtende. Naar en sløv og slap Kirketugt eller Kristendom
senere i Kirkens Levnetsløb har faaet Magt, har ofte beslægtede Retninger traadt
frem og øvet en gavnlig Indflydelse Den bekjendte Søren Kierkegaard kan be-
tragtes som vort Aarhundredes Tertullian; han var i mange Dele gjennemtrængt
af Montanismens Aand.
Blandt den Tids Vranglærere maa ogsaa nævnes Monarkianerne. Dette
Navn kommer af det græske Ord Monarkia, som oprindelig blev brugt for at
betegne Guds Enhed i Modsætning til Hedenskabets mange Guder og Gnostikernes
Lære om Æonerne. Kirkefaderen Tertullian var den første, som brugte Navnet
Monarkianere om de Vranglærere, som fremholdt saa stærkt Guds Enhed, at de
tre Personer Faderen, Sønnen og Aanden forsvandt og ligesom gik op i det ene
Guddomsvæsen. Senere blev dette Navn anvendt for at betegne flere meget for-
skjellige Opfattelser. Det er almindeligt at dele Mon arkianerne i to Flokke.
Den ene nægtede Kristi Guddom og lærte, at en Kraft fra Gud eller Guds Aand
havde taget Bolig i Mennesket Jesus; den har faaet Navnet den dynamiske
Monarkianisme. Den anden Retning fastholdt, at Kristus var Gud og et med
Faderen, men nægtede, at Faderen og Sønnen var særskilte Personer; de troede, at
Kristus kun var en Fremtrædelsesform for Guddommen; denne Vranglære pleier
man at kalde den modalistiske Monarkianisme Forskjellen mellem disse to
Kjætterier kan kortest udtrykkes ved, at den dynamis ke Mon a rkianis m e i Grunden
opgav Kristi Guddom og den modalistiske derimod hans sande Menneskenatur.
Begge disse Flokke har havt adskillige Tilhængere og Talsmcend med forskjellige
Afvigelser og Afskygninger i Læren; men Historiens Lys falder saa sparsomt over
dem, at man i mange Tilfælder ikke med Sikkerhed kan skjelne dem fra hverandre
og henføre dem til den ene eller den anden af de nævnte Grupper.
·J Lilleasien fremtraadte de Vranglærere, som har faaet Navnet Aloger.
De stillede sig i rak Modsætning til Montanisterne, der beraabte sig paa Jo-
hannes’s Evangelium og dets Lære om Logos (Ordet). Alogerne forkastede
Johannes’s Skrifter og dermed ogsaa Læren om Kristus, saaledes som denne
udvikles af denne Apostel. — J Forbindelse med de lilleasiatiske Aloger mener
man, a·t den byzantiske Kjætter Theod otus har staaet. Under en Kristenforfølgelse
paa Hjemstedet blev han kastet i Fængsel for sin Tros Skyld, men fornægtede
Kristus, »medens alle de andre Guds Tjenere bar Seieren hjem.« Skamfuld reiste han
til Rom henimod Slutningen af det andet Aarhundrede Her forsvarede han sit
Frafald med, at han ikke havde fornægtet Gud, men kun et Menneske. Han lærte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
