Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Den gammelbritiske Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25 4 Rigskirken.
langt mod Nord Det berettes, at den blodige Forfølgelse Under Diokletian
naaede hid, samt at Martyrernes Blod ogsaa her blev Kirkens Sæd. Paa Kirke-
mødet i Arles Aar 314 og senere i Ariminum 359 var britiske Biskoper tilstede,
og baade Athanasius og Hilarius fra Poitier omtaler, at Briterne stod paa
de rettroendes Side. Henved Aar 400 skal en Mand fra disse Egne ved Navn
Ninian være bleven oplært til Missionær i Rom og siden have forkyndt Kristen-
dommen blandt de sydlige Piktesr, der boede mellem Grampianbjerg ene og
Forth Det fortælles ogsaa, at han i sine sidste Leveaar skal være kommen over
til Jrland og have bygget en Kirke der. Sikrere Spor har vi fra det fjerde Aar-
hundrede af. De Kristne i Britanien stod i Forbindelse med Menigheden i Gal-
lien og delte den nicænske Tro. Men Kjætteren Pelagius, som var en Briter,
fik ogsaa Jndgang blandt sine Landsmænd med sin Lære. Da søgte de rettroende
Hjælp hos den galliske Kirke, og to Biskoper kom for at kjæmpe mod nævnte Vrang-
lære. Ja det fortælles, at disse Mænd ogsaa skaffede de Kristne Hjælp fra Himmelen
i Kampen mod Pikterne og Skoterne. Da Hedningerne ftormede løs paa de
Kristne i et Slag, raabte Biskoperne tre Gange: »Hallelujal« Hele Hæren
gjentog Feltraabet, og Bjergene gav Gjenlyd, saa Fienderne af Rædsel tog Flugten.
Siden har denne Træsning faaet Navn af ,,Halleluja-Slaget.«
Lidt senere fik Briterne værre Fiender i Anglerne og Sakserne, som de
fra Holsten og Nordtyskland havde kaldt ind i Landet til Hjælp mod nævnte
vilde Bjergfolk. De gjorde sig snart til Herrer der og røvede og plyndrede, saa
det var Gru ; de kristne Prester blev ofte dræbte og Kirkerne brændte. Munken
Gildas fra det nordlige Wales har givet en saa rystende Skildring af Til-
standen paa den Tid, at Englands ældste Kirkehistoriker Beda den Ærværdige
med Grund kalder den ,,en Begrædelsesbog.« De Kristne blev trængt mere og mere
tilbage mod Vest og fik et sligt Had til sine Fiender, at de ikke vides at have gjort
noget for deres Omvendelse. Men medens de Kristne i Sydengland maatte
flygte til Udkanterne af Landet, skjød den keltiske Kirke i Jrland og Skotland
en stille, men kraftig Vekst. Jrland var ogsaa beboet af Kelterne, der her som
i Britani en dyrkede den dr uidiske Religion. Allerede tidlig synes Kristendommen
uden Blodsudgydelse at have slaaet Rod paa ,,Erins grønne Ø,« Det fortælles,
at Biskop Cølestinus i Rom Aar 431 sendte Palladius som den første Biskop
til de Skoter, ,,der troede paa Kristus,« men han blev ikke vel modtagen af Dens
grumme Jndbyggere. Han skal da have gaaet til Skotland og være død blandt
Pikterne der. Om Kjætteren Cølestius og Salmedigteren Sedulius (ca. 450)
var Jrlænder, kan ikke bestemt asgjøres.
Af langt større Betydning for Jrland end Palladius var hans Samtidige
P atrik, der for sin velsignelsesrige Virksomheds Skyld har faaet Navn af ,,Jrlands
Apostel;« efter hans Dage kaldes Erin »de Helliges Ø.« Han var født i den
fkotske Landsby Bonaven ikke langt fra Glasgow; Faderen var Diakon samt
Medlem af Byens Raad. J sin Ungdom faldt Patrik dybt, og i en Alder af 16
Aar blev han fangen af Sørøvere og sammen med nogle Andre ført til Jrland.
Her levede han som Træl i flere Aar, og i Ensomheden paa denne Ø, medens han
var ,,under Guds Vrede-O lærte han at kjende sin Synd og bede. ,,Guds Kjær-
lighed,« siger han, »flød i mit Hjerte mer og- mer sammen med Troen og Frygten
for hans Navn. Aanden drev mig saaledes, at jeg kunde bede en hundrede Gange
om Dagen, ja endog om Natten, naar jeg paa Bjergene og Skovene vogtede min
Hjord, drev Regn og Sne, Frost og Lidelse mig til at søge Gud. Da var der
ingen Fred, som jeg nu føler i mig; Aanden glødede i mit Hjerte.« Da han havde
tilbragt seks Aar paa Øen, lykkedes det ham at flygte, og efter mange vidunderlige
Førelser vendte han i 432 tilbage til Jrland for at forkynde Evangeliet der. Han
virkede her i omtrent to Menneskealdere, og ,,neppe har det nogensinde været en
enkelt Missionær beskaaret at se saa herlige Frugter af sit Arbeide.« —— Det berettes,
at Patrik døde i en høi Alder Aar 493, men den irske Kirke blev Udgangspunktet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
