Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - De indre Forholde - Kristendommen og Veltalenheden - Den kristelige Salmedigtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristendommen og Veltalenheden. 267
som, efterat den først engang har faaet Lede for et i Verden fortabt Liv og er bleven
vundet for Kristendommeu, har forstaaet at holde sig selv i Tømme og indordne sig
under fornuftige Regler. Det er en Sjæl, som har spurgt Fornuften til Raads i
Henseende til sin Tro, har gjennemvandret Videnskaben for at naa hen til Religion
har gransket for at finde Gud; det er en skarpttcenkende og dybsindig, kraftig og be-
stemt Aand; det er en Vis, der føler med Varme, men er rolig selv i stærke Sinds-
bevægelser, en Vis, der har gjennemgaaet haarde Tilskikkelser hele Livet igjennem,
men er taknemmelig for den Naade, der har draget ham op af Hedenskabets Afgrund
Han er et omfattende Geni, der har Øie for alt, hvad der kan styrke et kristeligt
Samfund: Kirketugt, Troeslære, Opdragelse, aandelig og sjælelig Ledelse, Forskrifter
for Munkelivet og for det borgerlige Liv og Gjendrivelse af Kjætterier og er derhos
en omsigtsfuld og sindrig Tænker Men hans Stil er ofte meget søgt, hans Tanke
spidssindig, hans indviklede Bevisførelse et Forbud paa Scholastiken; hans sammen-
trængte Skrivemaade grænser ofte nær til Dunkelhed, og hans Billeder er taaget
ubestemte og lidet træffende; hans Aand har en rig Indbildningskraft, men den
spores ikke i hans Stil; og hvor smidig en Dialektiker han end er, saa forvilder han
sig dog ofte langt ind paa de hemmelighedsfulde Enemærker, hvor Udtrykket svigter
Tanken, ret som for at minde Mennesket om dets Afmagt og lære det at holde sig
indenfor de rette Grænser. Han har efterladt sig en rig Samling af Prædikener,
dels optegnede af ham selv, dels af hans Tilhørere, men Størstedelen af dem staar
ikke høit og synes matte og svage i Sammenligning med Prædikener af Gregor
fra Nazianzs og Basilius for ikke at tale Chrysostomiis.
Den kristelige Prædiken, deri det fjerde og femte Aarhundrede naaede en
slig Høide, sank siden hurtig. Naar man læser Chrysostomus’s Taler har man
vanskelig for at tro, at man staar Middelalderens Varbari saa nær.
Den kristelige Salmedigtning
’« fqalmesangen har sin Rod i den gamle Pagt; men den fik først ret Liv, efterat
« — i Aanden var udgydt og den kristne Kirke stiftet. Den gammeltestamentlige
s Salme gik over i den nye Menigheds Gudstjeneste, saa der ved Salme-
sang i det første og andet Aarhundrede, især i Østen, menes Davids
Salmer. Efter Gregor den Store blev de eneberettigede i den romerske Messe.
Siden har de levet i Kirkens Salmesang i mere eller mindre bearbeidet Skikkelse.
Det samme gjælder de nytestamentlige Salmer, som er beslægtede med Davids
Jomfru Marias Lovprisning, »Min Sjæl ophøier Herren, og min Aand fryder sig
i Gud min Frelser« (Luk. 1, 46 flg.), Sakarias’s Lovsang (Luk. 1, 68 flg.) og
Simons Bøn, »Herre nu lader du din Tjener fare i Fred« (Luk. 2, 29 flg.),
danner Broen fra det gamle Testamentes Salmerigdoin til det nye Testamentes
Frydesange Steder som Kol· 3, 16, Ef. 5, 18——19, 1 Kor. 14, 26, tyder paa
Tilstedeværelsen af nye Sange, og Skriftstedet 1 Tim. 3, 161 »Aabenbaret i Kjødet,
retfærdiggjort i· Aanden, seet af Engle, prædiket blandt Hedningerne, troet i Verden,
optagen i Herlighed,« saavelsom Ef. 5, 14 »Vaagn op, du som sover, staa op fra
de Døde, og Kristus skal lyse for dig,« turde næsten ansees som Brudstykker af saa-
danne Sange. De himmelske Hærskarers Lovsang, »Ære være Gud idet Høie,«
(Glori.a) blev·allerede tidlig i den østerlandske Kirke uddannet til en Hymne til den
Treeniges Pris, som i den evangeliske Kirke blev fornyeti »Alene Gud i Himmerig.«
Det samme gjælder flere Steder i Johannes’s Aabenbaring, hvilke har en
saadan Form, at Tanken ledes hen paa, at de muligens er Brudstykker af gamle
Menighedssange; flere af dem er siden blevne omdannede til kirkeligt Brug. J de
førnævnte bekjendte Steder Ef. 5, 19 og Kol. 3, 16 omtales de forskjellige Arter
af den aandelige Sang, fom levede i Menigheden, nemlig Salmer, Lovsange og
aandelige Viser. Ved førstncevnte menes rimeligvis de gammeltestamentlige Salmer,
- Øst-,-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
