Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - De indre Forholde - Kristendommen og Veltalenheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266 Rigskirkem
Tilsætninger drager Opmærksomheden fra Hovedtanken og tilslører den, og Udviklingen
mangler ofte Plan og Orden. Men alle disse bliver dog langt overtrufne af Jo-
hannes Chrysoftomus (s 407), en Discipel af den berømte hedenske
Veltalenhedslærer Libanius Chrysostomus udfoldede først i Antiokien og
siden i Konstantinopel en glimrende Veltalenhed, endog imod det ugudelige Hof.
Gjennem alle hans Taler og Skrifter gaar der en praktisk Tanke, den nemlig, at
Guds Rige maa bevise sin Kraft ikke i Ord, men i Gjerning. Hans Veltalenhed
bestaar i Udtrykkets Rigdom, i Tankernes Frugtbarhed og Høihed, i Vendingernes
Lethed,i Aandens, Sjælens og Indbildningskraftens stedse fornyede Liv, iden
Kunst at kunne variere, udføre og livligt fremstille et Thema, at kunne betragte det
fra alle Sider og aflokke det alt, hvad det indeholder. Overfor disse herlige Egen-
skaber hos denne Oldkirkens største Taler bør heller ikke dølges hans Mangler, nemlig
en vis Bredde, altfor glimrende Metaforer, altfor sammentrængte og søgte eller for
usammenhcengende Billeder, retoriske Overdrivelser, felsomme Paafund af Indbild-
ningskraften eller med et Ord den orientalske Stils Yppighed
Mod disse Østens berømte Talere kan den vesterlandske Kirke stille ikke
mindre fremragende Personligheder· Hilarius af Poitiers (f 367), hvis Navn
er knyttet til Athanasius i Kampen mod Arianismen og mod Keiser Kon-
stans, har ikke den alexandrinske Patriarks Aandslivlighed, Dømmekraft og Skarp-
sindighed; hans Tankegang udmærker sig ved Romeraandens indsigtsfulde og sunde
Sans. J sit kraftige Udfald mod Konstans udslynger han forøvrigt Veltalen-
hedens Lyn i Lighed med dem, som Cicero fordum udslyngede mod Antonius.
— Am brosius (f 397) er ikke alene mærkelig paa Grund af sine herlige Egenskaber,
men ogsaa derved at han er den første Repræsentant for den Tilnærmelse, der i
Slutningen af det fjerde Aarhundrede finder Sted mellem Østens og Vestens Aand,
mellem Filososien og Kristendommen, som hidtil havde været adskilte, i det mindste i
den latinske Kirke. Paa mange Punkter bliver det iøinefaldende, at Ambrosius
har studeret Plato; han har ogsaa fordybet sig i og efterlignet Ci cero; han er paa
dobbelt Vis bleven paavirket af Grækeraanden, dels gjennem de gamle Mønsterfor-
fattere, dels gjennem de Kirkefædre, der er gaaet forud for ham; han overscetter dem
ofte og næsten ordret· Disse Studier og disse Efterligninger berøver ham rigtignok
en Del af hans Originalitet. Men han har alligevel et eiendommeligt Præg: en
ædel Salvelse, et paa engang mildt og kraftigt Sprog, og ved en enkelt Leilighed,
naar han taler om de Kampe, som han har udholdt for sin Kirke i Mailand, Ild-
fuldhed og Raskhed; han optræder ogsaa som en bevæget og ophøiet Taler i Lig-
prædikener, hvilke han har meddelt en hidtil ukjendt historisk Interesse
Den hellige Hieronymus (s 420) er igrunden en orientalsk Aand, skjønt
han er opvokset i Jtalien· Han var Tilhører hos Gregor fra Nazianz og vel
kjendt med det græske Sprog og Literatur. Desuagtet var det alligevel ikke den
græske Literaturs Indflydelse, men hans medfødte Anlæg, der gav-ham det maleriske
Sving i Henseende til Stil og Indbildningskraft, som er hans eiendommelige Sær-
kjende. Som Ven af den profane Literatur har han ved at sysle med de store For-
billeder tilegnet sig en Renhed, der dog ikke altid er lige fremtrædende, og en un-
dertiden kunstlet Sirlighed, men dog i det hele taget en uforlignelig Skjønhedi
Stilen, der giver ham Adkomst til at kaldes de·n ypperste Skribent blandt de latinske
Kirkefædre. Han er veltalende i sine Breve, en Taler, skjønt han ikkehar forfattet
egentlige Taler. Han skjænker os i sine Ligtaler en ny Veltalenhed, der paa en
Gang er indtrængende og ophøiet; han gaar ikke ind paa de store Modsætninger mellem
menneskelig Magt og menneskelig Intethed, men han øser sine Følelser af en levende
og righoldig Kilde, af den menneskelige Sjæls Skuffelser og Sorger indenfor Familie-
livets fortrolige Kreds. Han er en dybsindig Sædelærer; med skarp Dømmekraft
skildrer og leder han Sjælene med en sin og sikker Takt.
Augustinus (f 430) ligner aldeles ikke Hieronymus, og dog træffer vi
atter her en livlig og glimrende Indbildningskraft, men det er Indbildningskraft,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
