Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - De indre Forholde - Den kristelige Salmedigtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den kristelige Salmedigtning 269
as en ubekjendt Forfatter oversat paa dansk og optagen i vore Kirkesalmebøger. Et
Sidestykke til denne er: »O store Gud vi love dig« (Te Deum 1auc1amus).
Den er en gammel østerlandsk-græsk Aftensalme, som af Ambrosius, Biskop i Mai-
land (s 397), er oversat paa Latin. Sagnet fortæller, at den blev sunget af
Ambrosius og Augustin Natten efter den sidstes Daab (387). Den latinske
Oversættelse blev allerede i det niende Aarhundrede oversat paa Tysk. En ny Over-
sættelse fik den ved Luther (1533). Hans Oversættelse er oversat paa Dansk og
findes i vore Kirkesalmebøger. Den har været brugt gjennem alle Kirkens Tider
ved de forskjelligste Anledninger og var de første evangeliske Martyrer, Heinrich
Voes’s og Johan- Esch’s Svanesang; de istemte den vekselvis, indtil Luerne
kvalte deres Røst —«— ,,O du Guds Lam« (Agnus Dei) stammer ogsaa oprindelig
fra den græske Kirke, hvor man optog Døberens Ord (Joh. 1, 29) som Salmeraab
i Morgenstunden. Den blev tidlig oversat paa Latin og af Gregor den Store
(—s 604) indlemmet i Messen. Som Grund for den tredobbelte Gjentagelse anfører
DurandusE »Jngen har vist større Taalmodighed i de allerstørste Lidelser end
den kjære Frelser, hvorfor den kristne Kirke billig forundrer sig derover og tre Gange
synger: ,,O du Guds Lam, som bærer Verdens Synder!« Paa Tysk er den oversat
af Nieolaus Decius 1522· Luther anordnede, at den skulde synges under Kom-
niunionen, hvortil den allerede fra det syvende Aarhundrede havde været benyttet
Til saadant Brug bestemmes den ogsaa af vore ældre Salmebøger· Den danske
Oversætter er ubekjendt »Vi tro og trøste paa en Gud« er ogsaa af græsk
Oprindelse. Tidlig, maaske allerede i det fjerde Airhundrede, blev den nicænske
Troesbekjendelse sunget under Gudstjenesten Luther oversatte den i Versform 1524,
og allerede 1529 findes den oversat paa dansk, formodentlig as Claus Moriensen
(—s 1575). Paa Luthers Tid brugtes den efter Prædikenen, hos os efterat Evan-
geliet er messet. Men baade i Middelalderen og Reformationstiden blev
den benyttet ved Begravelser, og hyppig sænkedes Liget i Graven, idet man sang:
,,Kjødet skal opstaa af Mulde.« Mange Døende har brugt den i sine sidste Timer;
Hieronymus fra Prng istemte den paa Baalet, da han for Evangeliets Skyld
maatte lide Martyrdoden (1416). Hertil maa ogsaa føies Litaniet, der betyder
Bøn og skriver sig fra Oldkirken. Det har sin Oprindelse fra den østerlandske
Kirke og skal allerede i det fjerde Aarhundrede være blevet benyttet ved Processioner.
»Medens det oprindelig var en fælles Benævnelse paa alle, saavel offentlige som
private Bønner, gik det dog tidlig over til at betegne visse bestemte Arter af offentlige
Kirkebønner og endelig en bestemt Bønneformular. Man har tilskrevet Gregor den
Store væsentlige Dele af det romerske Litani og dets Anordning for Guds-
tjenesten. Dermed»er naturligvis ikke udelukket, at det siden kan have faaet flere
Tillæg, eftersom Tidens Nød krævede det, og det har vistnok havt forskjellige Skikkelser
Enden de forskjellige Kirker.« Det er oversat og omarbeidet af Luther; den danske
Oversætter er ubekjendt.
Den vesterlandske Kirkes Digterkor aabnes af Hilarius, Biskop i Poitiers
fs ’367). Han var, som Hieronymus siger, ligesaa hurtig i Talen som Rhone
i sit Løb. For hans Rettroenhed, der gjorde ham til en modig og dygtig Kampfælle
af At»hanasii·is mod Arianerne, forvifte den ariansksindede Keiser Constantius
ham til Frygien. Her hørte han den østerlandske Kirkes Sange og saa med egne
Øine, med hvilken Virkning Arianerne brugte sine Hymner til Udbredelse af fin Lære.
Dette drev ·ham til at digte rettroende Salmer for sin Kirke, men desværre er der kun
levnet os lidet deraf. Han indførte en regelret Strofebygning med regelret Metrum
og Versefodder og er som Salmedigter bekjendt ved sin Oversættelse paa Latin af
»·Alene Gud i Himmerig.« Den skjønne Morgensang «hymnus matutinus Lu-
els larg1t0r splendide» ansees ogsaa med Sikkerhed at være af ham. Til Hilarius
sluttede sig nærmest Damasus, Biskop i Rom (s 384), der som bekjendt gav Stødet
til,·at· Vulgata, Hieronymus’s Bibeloversættelse, udkom. Hos ham findes først
Linierimet brugt. —- Ambrosius (s 397), der er et Forbillede paa en Kirkefyrste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
