Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - De indre Forholde - Træk af det religiøse og sædelige Liv - Munkevæsenet i Østen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284 Rigskirken.
pedes med Verdensdamerne· At selve Kirkerne blev Skueplads for Forfængelighed
klager begge de nysnævnte Mænd over.
Ved Siden af Blødagtighed i Sæder viste sig ogsaa ofte en høi Grad af
Raahed. Saaledes fortæller Augustin, at i Cæsarea i Mauritanien var det
Skik, at Borgerne delte sig i to Flokke, som i flere Dage sloges saaledes, at flere Men-
nesker blev liggende døde paa Pletten· Denne Stridssyge kommer tilsyne ogsaa paa det
kirkelige Omraade. Til hvilke Optrin det kom paa Røv ersynod en er·allerede omtalt.
Noget lignende berettes fra den nordafrikanske Kirke. Under Striden med Do-
natisterne var en rettroende Biskop netop traadt til Alteret for at holde Nadver.
En Skare Donatister styrtede ind bevæbnede med Knipler og overfaldt Biskopen.
De Rettroende, der manglede Vaaben, slog istykker Træ-Alteret og gjorde sig Stakke,
hvormed de forsvarede sin Biskop. Men værst af alle var dog den romerske Pave
Damasus, der Gang paa Gang forstyrrede Kirkens Fred ved Voldsmands Færd.
Han blev valgt paa uredelig Maade, og da dette var skeet, søgte han at knække
Modpartiet og tilrane sig Kirkerne ved Vold. Han leiede Vognstyrerne paa Cirkus
og fik dem til at gaa ind i Modpartiets Kirke, og der anrettede de et stort Blodbad paa
de Kristne. Syv Dage senere satte han sig med sit Parti og Gladiatorerne, som han
havde kjøbt dertil for en umaadelig Pengesum, i Besiddelse af Lateran-Kirken. Men
værst gik det 25de November 366, da han havde leiet Bognstyrerne, Gladiatorerne og
Graverne til at bemægtige sig en anden Kirke; de trængte ind med Økser, Sværd
og Knipler og ihjelslog 160 kristne Mænd og Kvinder; mange raabte døende: »Om de
end ihjelslaar Legemet, saa kan de dog ikke slaa Sjælen ihjel.«
Denne Raahed kommer ogsaa ofte frem i mange Menighedslemmers Delta-
gelse i Datidens mange religiøse Stridigheder. Til Lykke manglede der ikke paa
advarende Stemmer, og baade Ordet og anden Kirkens Tugt blev anvendt af mange
fromme og nidkjære Mænd, men uden at det altid lykkedes. Den sædelige For-
dærvelse inden det romerske Samfund i denne Nedgangens Tid, det daarlige Eks-
empel Keiserne, Hoffet og mange høiere og lavere Geistlige ofte gav, maatte naturlig
hemme de Nidkjæres energiske Arbeide for, at Kristendommen skulde gjennemsyre
Masserne i Menighederne, udrydde Overtroen og opdrage dem til Tugt og gode
Sæder. En stor Mangel var det ogsaa, at Kirkens Mænd hyppig mere vendte
Blikket mod det ydre end havde Opmærksomheden rettet paa den indre Skade.
Den Udvorteshed og Overfladiskhed, som senere i Middelalderen kom faa stærkt frem,
var allerede paa mange Maader begyndt at gjøre sig gjældende i Forbindelse med
Sværmeri og Ensidighed, der kommer for Dagen baade iUdøvelse af Kjærlighedsgjer——
ninger, i Munkelivet og i den stigende Fordring til Geistligheden om ugift Stand,
et Krav, der hyppig blev skjæbnesvangert for manges Sædelighed.
Munkevasenet i Often
s»-"·-"j""""«9«««4pot(eleri Paulus indprenter den Kristne (1 Kor. 7, 20) at »blive i det
Kald, hvori han er kaldet« og at arbeide flittig (2 Thess 3, 10). J
i? Kristendommen ligger den Fordring, at en Troende i alle Livets Forholde
i skal vise sig som en Kristi Efterfølger. Ligesom Kristendommen hverken
fornegter Videnskab eller Kunst, saaledes staar den heller ikke fiendtlig overfor Ægte-
skabet, Familien og Staten, men søger at forklare og gjennemtrænge dem med sin
Aand. En skjæv Opfatning af Samfundet gjorde sig allerede tidlig gjældende som
en Fordring, særlig til Geistligheden, om at leve i ugift Stand (Cølibat). Der
udviklede sig Forestillinger om en høiere og lavere Hellighed eller Moral, den første
for dem, som vilde være fuldkomne, og den anden for Menigmand. J det tredie
Aarhundrede fremtræder denne Retning mere fuldt udviklet, idet den troede, at sand
Kristendom og borgerligt Liv ikke kunde forenes med hinanden; den fik senere sit
Udslag i Eneboerliv et og Munkevcesenet. De Omstændigheder, som fremkaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
