Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - De indre Forholde - Det pavelige Hierarkis Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det pavelige Hierarkis Udvikling. 295
denfkabet have nogen Ret til at gribe ind i Kirkens Anliggender. Dette kom til
Afgjørelse under Striden om Victorias Alter i Senatsalen i Rom, hvor enhver
Ed maatte aflægges. Valentin den Anden lod sig ved Ambrosius’s Indflydelse
bevæge til for altid at fjerne Alteret. Han holdt alle Statsmagters Indgreb paa
Kirkens Omraade borte, ja han tvang endog, som vi har læst, Keiser Theodosius
til Kirkebod, fordi denne havde ladet Soldaterne i Thessalonika anrette et fryg-
teligt Blodbad. Tidligere er ogsaa omtalt Augustins Arbeide i denne Retning;
hans berømte Skrift om ,,Guds Rige« blev i mange Henseender en Rettesnor for
Middelalderens Pavedømme.
Der var flere Omstændigheder, som førte til, at Rom tilkjendtes Forrangen
blandt de fem Patriarkater, saa at den romerske Bisp fik Herredømme over Kirken.
Først og fremst den saakaldte kirkelige Overlevering. Uagtet det nye Testa-
mente intet ved derom, paastod man, at Petrus var Stifteren af den romerske Me-
nighed og ledede denne i 25 Aar som den første Biskop; han var Apostelfyrsten,
lærtes der, ifølge Herrens Udsagn (Matth. 16, 18 og Joh. 21, 15——17), uagtet Jesu
Ord paa andre Steder (Matth. 18, 1—4 og 20, 25——28) taler imod en saadan
Opfatning. Men selv om det havde været Tilfældet, at Petrus var i Besiddelse
af en særegen Begavelse fremfor de andre Apostle, som den romerske Kirke mener,
saa havde dette dog lidet at betyde; thi et personligt Fortrin kan dog umulig
nedarves til hans Efterfølgere paa Bispestolen, som de lærer Af stor Betydning
blev ogsaa Roms Stilling som det romerske Verdensriges Hovedstad,
en Stilling, som holdt sig i Folkets Erindring ogsaa efter Rigets Tilintetgjørelse
Synoden i Chalcedon 451 besluttede: ,,Fædrene har med Rette tildelt det gamle
Roms Stol Fortrin paa Grund af denne Stads Herskerstilling.« Da de forskjellige
Partier under Lærestridighederne ofte søgte til den romerske Biskop for at faa ham
til at træffe en Afgjørelse, vandt ,,St. Petri Stol« derved efterhaanden Betydning
som den øverste Instans. Synoden i Sardica i Illyrien Aar 347 besluttede
endog, at der i alle Stridigheder mellem Biskoperne kunde appelleres fra en Synodes
Afgjørelse til den romerske Pave. Denne Bestemmelse bandt imidlertid ikke de øvrige
Bifkoper; endnu var der intet Pavedømme· Men Aar 445 kom der ud en keiserlig
— ikke kirkelig — Befaling som sagde, at hvad der blev bestemt i Rom skulde
ansees som Lov i Kirken, og at enhver skulde være forpligtet til at møde for den
romerske Biskops Domstol. Altsaa først henved Midten af det femte Aarhundrede
blev det af den verd slige Regjering bestemt, at Biskopen i Rom skulde være
Kristenhedens Pave.
Denne Beslutning var for en væsentlig Del fremkaldt ved den Dygtighed og
praktiske Klogskab, som de romerske Biskoper viste, navnlig under Folkevandringernes
Storme, paa en Tid, da den verdslige Trone i Rom blev omstyrtet, og det øst-
romerske Keiserdømme var sunket dybt baade i politisk og moralsk Henseende. Til de
romerske Biskoper, som udmærkede sig i ganske særegen Grad, hører Leo den Store
(440———461)· Han var en from Mand og besad ikke blot en høi Dannelse, men
ogsaa en glimrende Veltalenhed, og han øvede en mærkelig Indflydelse paa den
kristne Verden. Denne Mands aandelige Magt var beundringsværdig Da den he-
denske Hunerkonge Attila (452) herjede frygtelig i Italien, gik Leo ham imøde
i fuldt Ornat og fik ham til at vende- om (se hosstaaende Billede: »Hunernes
Fordrivelse«). Paa denne Maade blev Biskopen sit Fædrelands Redningsmand.
Tre Aar senere, da Vandalerne under Genserich skrækkelig havde plyndret Rom,
bevægede han ogsaa disse til at skaane Indbyggernes Liv og lade være at brænde
Byen. —— Endelig bidrog de verdslige Fyrsters Indrømmelser ligeoverfor den romerske
Biskop til at befæste dennes Magt. Først og fremst Valentin den Tredies
foran amtalte Erklæring til Leo den Store Aar 445, at hvad der var bestemt ved
den apostoliske Stol i Rom skulde gjælde som Lov, samt at enhver Biskop var for-
pligtet til paa Indstævning at møde for den romerske Biskops Domstol; thi kun da,
sagde Keiseren og Paven, kunde der være Fred i Kirken, naar hele Kirken anerkjendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
