Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Oldkirken
- Rigskirken
- De indre Forholde
- Det pavelige Hierarkis Udvikling
- Tilbageblik paa Oldkirkens tre Tidsrum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
én Regent. Af største Betydning blev det ogsaa, at Keiseren i Konstantinopel
indrømmede Gregor den Store (590—604) og hans Efterfølgere fyrstelig
Høihedsret over det romerske Bispesædes betydelige Jordegods saavel i Nærheden af
Rom som over hele Italien. Derved var Grunden lagt til Pavens verdslige
Magt, Kirkestaten var begyndt at danne sig. Denne blev øget af Frankerkongen
Pipin, der var kaldet til Hjælp af Paven mod Longobarderne. Han skjænkede,
som bekjendt, i Aaret 754 St. Petri Stol det fra Longobarderne tagne Land; men
den pavelige Stol forstod dog at fremstille denne Gave som hidrørende fra
Konstantin og Pipins Handling som en Bekræftelse af Petri „Arvedel.“
Men denne voksende Magt hos Romerbispen vakte de andre Patriarkers
Skinsyge. Særlig var dette Tilfælde med Patriarkerne af Konstantinopel. Som
Overbiskoper i det østlige Riges Hovedstad og som støttede og begunstigede af
Keiserne der, mente de at være vel saa gode og indflydelsesrige som deres
Embedsbrødre i Rom. Derfor tillagde en af dem sig Navnet „almindelig Biskop“ for
derved at betegne sin Forrang. Den daværende romerske Pave Gregor den Store
lod sig derimod kalde „Guds Tjeneres Tjener,“ men vidste samtidig at hævde sin
Magt og Anseelse. Oldkirken slutter med denne uafgjorte Strid om, hvem af de to
der skulde have den øverste Ledelse af Kirkens Anliggender; den fortsattes ind i
Middelalderen og fandt der sin Løsning.
Tilbageblik paa Oldkirkens tre Tidsrum.
Da den Helligaand efter Jesu Løfte paa Pintsedagen kom over Disciplene,
stod Petrus op og prædikede Ordet om den korsfæstede og gjenopstandne
Kristus Jesus; de, som modtog Ordet, blev døbte, og tre tusinde lagdes
til de Troendes Tal; dermed var den første Modermenighed i Jerusalem stiftet
og den kristne Kirke grundlagt. Den bestod oprindelig af omvendte Jøder, der
holdt fast ved Mose Lov og de fædrene Skikke og kun skilte sig fra Jøderne
deri, at de troede paa Jesus, var døbte med den kristelige Daab og samledes ved
Daggry til Gudstjeneste og om Aftenen til broderlige Sammenkomster om den
hellige Nadvere. De levede et inderligt Kjærlighedsliv, sørgede omhyggelig
for de Fattige og ventede med Længsel paa Kristi Komme. Petrus var den
egentlige Leder. Men det var Guds Vilje, at Evangeliet skulde udbredes over den hele
Jord; derfor indtraf en Forfølgelse, som spredte Disciplene over Judæa, Samaria
og endnu videre, og overalt blev Evangeliet forkyndt og Sjæle vundne for Guds
Rige. I Antiokien i Syrien dannedes en Modermenighed af omvendte Hedninger,
og her fik de Troende først Navnet Kristne. Den Mand, der først klart forstod Guds
Riges sande Væsen og Forskjel fra Jødedommen, var Stefanus, men hans
evangeliske Aand bragte Jøderne i Raseri, saa de stenede ham. En af de værste
Forfølgere var Paulus, men da han paa underfuld Maade var vunden for Guds
Rige, blev han den, som bragte til videre Udvikling de evangeliske Tanker, som
Stefanus var Talsmand for. Han blev Hedningernes Apostel og gjorde tre store
Missionsreiser, og der opstod blomstrende Menigheder i Makedoniens og
Grækenlands Byer. Paa den tredie Reise dannede han en ny Modermenighed i
Efesus i Lilleasien. Paulus og hans Medarbeidere indsatte i de nystiftede
Kristensamfund aandelige Styresmænd ligesom i de jødekristne Forsamlinger. De
kaldtes Presbyter eller Biskoper og var jevngode i Magt og Anseelse.
Gudstjenesten i de hedningekristelige Menigheder holdtes om Morgenen med
Missionsprædiken, Bøn, Salmesang og frie Vidnesbyrd af de Troende, som Herren havde givet
Naadegaver. Om Aftenen samledes man til et Kjærlighedsmaaltid og Nydelse
af Nadveren. Kjærlighedslivet var inderligt og gav et lysende Eksempel,
omendskjønt det baade i Jødeland og andre Steder havde sine store Skrøbeligheder og
Mangler. — Paulus styrkede de Nyomvendte i Troen ved Breve og forkyndte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:42 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ilkirhis/0314.html
