Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Irske og angelsaksiske Missionærer paa Fastlandet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jrske og angelfaksiske Missioncrrer paa Fastlandet. 315
Kongen selv besluttede sig til at modtage Daaben. Da han allerede stod med Fød-
derne i Døbevandet og Wulfram beskrev ham Himmelens Glæde, spurgte han:
,,Hvor er da mine Forfædre?« —- Bifkopen svarede: ,,J Himmelen er de ikke; thi
de er døde udøbte·« Da drog Kongen rask sin Fod tilbage og sagde: »Saa vil
ikke jeg til Himmelen. Heller vil jeg være med saadanne tapre Helte hos Wodan
i Valhal, end med Eder i Himmelen.« Dermed gik han bort, fast bestemt paa
aldrig at blive en Kristen. Efter hans Død lod mange Friesere sig døbe, og Troes-
budene kunde uhindret forkynde Evangeliet "
Om Sommeren pleiede Willibrord hvert Aar at sende sine Medhjælpere
sydover Tyskland De, som ikke havde fundet Døden underveis, vendte om Vin-
teren tilbage til Utrecht og fortalte om sin Virksomhed Under Erkebiskopens Vei-
ledning styrkede de sig da ved Læsning i den hellige Skrift og modtog i Klosteret
nye Raad. Paa den Tid var Klostrene Støttepunkter for Missionen. Der blev
unge Mænd uddannede til Ordets Forkyndere og de hedenske Børn fik Skoleunder-
visning· Under Forfølgelfer var de et Tilflugtssted for de Omvendte.
Brødrene Ewald, to af Willibrords Medhjælpere, drog til de hedenske
Saksere, som boede i det nuværende Westfalen. Den ene blev paa Grund af
sit hvide Haar kaldt hvide Ewald, medens den anden kaldtes sorte Ewald J
Køln fik de venlig Modtagelse af Frankerne og blev henviste til en saksisk Krigs-
høvedsmand, som boede i Dortmund og var en Ven af Frankerne. De for derfor
nedad Rhinen til Mundingen af Ruhr og drog derfra ind i Landet. J en
Landsby blev de modtagne af Byens Foged og bad ham føre sig til Høvedsmanden.
Da Missionærerne fulgte sit Hjertes Trang og fortalte Jndbyggerne om Frelseren,
sang Salmer og bad Bønner, sagde Hedningerne: ,,Kommer de Fremmede til vor
Høvding, saa maa vi modtage den nye Tro.« De greb derpaa Sverdet og dræbte
de to fromme Mænd Men en af deres Reisefæller undkom og fortalte, hvorledes
man havde behandlet Brødrene· Da Høvdingen hørte dette, lod han Forbryderne
hugge ned og deres Hytter brænde
En anden af Willibrords Disciple ved Navn Svitbert (s 713) bragte
Evangeliet ind i det uveisomme Bjergland, fra Rhinen lige til Lippe· Hvert Aar
reiste han senhøstes hjem til Utrecht; men naar han saa om Vaaren vendte tilbage,
mærkede han desværre, at Gvangeliets Lys i deres Hjerter atter var udslukt under
Vinterens Jægerliv. Med Pipins Tilladelse byggede han paa et Sted, hvor nu
Kaiserswerth ligger, et Kloster, og virkede derfra blandt Hedningerne sammen
med flere Medhjælpere. Her døde han 717. .
Men den mest fremragende af alle disse Missioncerer var dog Winfried
eller Bonifacius. Han var født i Wessex i det sydvestlige Gngland omkring
Aar 675, blev opdragen i Kloster, var Munk i 13 Aar, udmærkede sig ved Lærdom
og Veltalenhed og blev saa viet til Preft. Hans Hjerte drog ham mod de hedenske
Friesere. Aar 715 satte han over til Friesland og arbeidede sammen med
Willibrord i tre Aar. Under Krigen mellem Karl Martel og Frieserne vendte
han tilbage til England. J Aaret 718 drog han til Rom og vendte efter Rad-
bods Død tilbage til Tyskland for udrustet med pavelig Fuldmagt at rive Mis-
sionsarbeidet der bort fra de frankiske og keltiske Missioncerer, der var uaf-
hængige af Rom. Jndtil 722 virkede han ved Willibrords Side blandt Frie-
serne, men fra nævnte Aar missionerede han selvstændig i Hessen, hvor Heden-
skabet var stærkt. Hans Kristendomssorkyndelse havde stor Fremgang. J Aaret 722
blev han af Paven kaldt til Rom; efter at have aflagt Løfte om Lydighed blev han
viet til Biskop og fik Navnet Vonifacius Saa reiste han efter halvandet Aars
Ophold atter tilbage og fortsatte Misfionsværket. Ved Geismar, ikke langt fra
Fritzlar ved Kassel, stod en kjæmpestor Eg, der var viet til Guden«Thor, og
som Beboerne troede var hellig og ukrænkelig. Her samlede han om sig en Mængde
Hedninger og sagde: ,,Hvis Eders Gud har nogen Magt, og Thor bor i dette
Træ, saa lad ham knuse mig; thi nu lægger jeg Haanden paa ham.« Med For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
