Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Kirkens Arbeide for at optugte de nyomvendte Folkeslag til gode Sæder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirkens Arbeide for at optugte de nyomvendte Folkeslag til gode Sæden 347
og Helgenerne, som Skik var ved de gamle Ølgilder i vort Land. De hellige Baal
tændtes tidligere til Gudernes Ære samt for at skræmme Dæmonerne; de blev nu
viede til St. Johannes; vort St. Hansbaal er endnu en Levning deraf. ——
Mange hedenske Skikke vedblev ogsaa at bestaa i sin raa Tilstand;
af disse maa især nævnes Ofring til Stene og Klipper, Ilden, Solen og de afdøde
Forfædre. Ia paa enkelte ensomme Steder dyrkede man ligefrem Afguderne.
Omvendelsesværket var altsaa i flere Henseender mangelfuldt, men paa den
anden Side dreves der et alvorligt Arbeide for at ændre Sæderne og meddele en
kriftelig Livsanskuelse. Vi hører ofte om Anlæg af Klostre og Bispedømmer; paa
denne Vis blev nemlig Landene kirkelig organiserede. Middelalderen var
idethele henvist til at virke paa Folkene gjennem faste, kirkelige Indretninger. Den
grundlagte kirkelige Ordning lader sig fremstille saa: Den mindste kirkelige Enhed var
Prestegjeldet med sin Hovedkirke, styret af en Sogneprest, der prædikede og øvede
Sjælesorg inden Menigheden. I Førstningen var Sognene meget store og svarede
i Norg e som oftest til Fylket. Den næste Enhed er Stiftet med Biskopen i Spidsen.
Endelig Erkebispedømmet, der ofte udgjorde hele Landet; de større Riger der-
imod var delt i flere Erkestifter, Disse høiere kirkelige Embeder blev undertiden op-
rettede af Landets Regent, men i saa Fald maatte Ordningen godkjendes og stad-
fæstes af Paven. De Iordeiendomme, som blev lagt til, var da tidligere Krongods,
der blev overdraget Kirkens øverste Embedsmænd som Len. Følgen heraf var, at
Udnævnelsen af disse Geistlige tilkom Landsherren. Da Sognepresterne blev under-
holdte af Prestegjeldets Bønder, havde ogsaa disse Ret til at kaare dem. Frem-
deles mærkes, at Indehaverne af de geistlige Embeder med Hensyn til
Lov og Ret stod paa lige Linje med Landets øvrige Indvaanere.
Følgen heraf var, at alle Landets Love maatte øges med Bestemmelser angaaende Kirken.
Hos os føiedes til den øvrige Lov en Kristenret, der blev til paa Thinge, som den
øvrige Lovgivning. De Geistlige maatte føre sin Sag for en verdslig Domstol,
Thinget» Saaledes var det Tilfældet overalt i Europa. Skal man derfor søge
et Navn paa Missionstidens Kirkeforfatning, saa passer det bedst at betegne denne
som en Folkekirke. Det mest fremtrædende i Middelalderens første Halvdel er
derfor Missionen og Folkekirkerne. Om Pavens Forhold til de sidstnævnte
er ikke stort at sige. Bedst sees dette kanske i England, der stod i nøie Forbin-
delse med Rom, men baade her og paa de fleste andre Steder udenfor Italien
bestod Pavens kirkelige Indflydelse væsentlig i at godkjende og stadfæste Valget af
Bisper og Erkebisper. Til denne kirkelige Ordning maa føies Datidens Klostre,
der stod under Kontrol af Stiftets Biskop.
Ved denne Kjæde af kirkelige Indretninger søgte man at opdrage og optugte
de hedenske Folk. Dette fkeede først og fremst ved at give dem god Oplysning.
Klostrene virkede i denne Henseende gjennem lange Tider til stor Velsignelse; Mun-
kene holdt Skole for Bøndernes Børn Et vigtigt Middel til Fremme af kirkelig
Oplysning var ogsaa Presternes Prædiken paa Folkets Sprog. De dygtigste Folke-
prædikanter fandtes i den angelsaksiske Kirke; ogsaa hos os var i denne Tid
begavede Guds Ords Forkyndere, som det sees af den gamle norske Homiliebog.
Den almindelige Mands Børnelærdom var dog bare Troesartiklerne og Fadervor
paa Latin. For at sikre sig, at ethvert Menneske virkelig ogsaa lærte disse Troens
Hovedstykker havde man Faddere, der tillige selv blev prøvede i sin Børnelærdom.
Hertil kom Skriftemaalet. der var det vigtigste Middel til Folkets aandelig
Optugtelse. Hvert Lem af Menigheden skrifter første Gang i Syvaarsalderen og
senere mindst en Gang hvert Aar. Forsømtes dette, blev man ilagt store Bøderz
afholdt nogen sigi tre Aar fra Skriftemaalet, blev han landsforvist; ogsaa ved
Skriftemaalet blev man hørt i sin Børnelærdom. Kunde man den ikke, saa van-
kede der Mulkt. Ved dette Straffesystem blev Kundskaben om den kristelige Tro
hamret ind i Folket. — Fremdeles blev de nyomvendte optugtede til at
sky de gamle Synder og Laster. Vi har lettere for at se, hvad Kirken ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
