Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - De indre Forholde - Pavedømmets videre Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356 Missionen og Folkekirkerue.
den sædelige Forfaldstid i Rom i det 10de Aarhundrede Keiserdømmet til Gode
under dets Kamp mod Hierarkiet. Og denne Kamp mellem disse to Magter synes
fra et politisk Standpunkt betragtet at være Hovedindholdet af Middelalderens Historie.
Karl den Store pleiede at bruge følgende Valgsprog: »Kirken lærer; Kei-
seren værger og formerer.« Han har aldrig betragtet den romerske Keiserkrone som
en Gave fra Paven; men den Kjendsgjerning, at St. Petri Efterfølger havde kronet
ham, lod sig senere fortræffelig anvende til Pavedømmets Fordel. Den kirkelige
Tilsynsmand i Rom gjaldt for Keiseren som Kristenhedens og hans Riges·første
Biskop; en selvstændig, uafhængig Styresret over det frankiske Riges Kirke ind-
rømmede Karl den Store aldrig Paven.
Til en Forandring i Forholdet mellem Keiser og Pave kom det først ved
Karolingernes Svaghed samt ved de politiske Forviklinger og Stridigheder mellem
de srankiske Biskopper· Paven blev gjentagne Gange kaldet til at skifte Ret mellem
de stridende Parter, og snart greb han selvstændig ind baade i kirkelige og politiske
Anliggender. Dette gjælder først og fremst Nicolaus 1 (858—867), der er en as
de største Paver, som nogensinde har levet. Han udmærkede sig ved Renhed og
Kraft i sin Styrelse og viste en ædel Stræben for at virke til Kirkens Gavn paa
alle Maader, uagtet han var jesuitisk i sit Valg af Midlerne, naar det gjaldt at naa
Maalet. Da han saa, at de opdigtede Dekretaler kunde gavne ham i Kampen
om Magten, erklærede han, at de var fundne i den romerske Kirkes Arkiv. Men
ved Siden heraf var han ogsaa besjælet af Kjærlighed til det Gode samt Had til
Vold og Uret og traadte ofte frem som Forkjæmper for Retfærdighed og som Uskyl-
dighedens Forsvaret, naar han saa den krænket, men søgte ved alt at svække sine
Modstandere og fremme Pavemagten· Da Lothar 11 af Lothringen havde
forskudt sin retmcessige Gemalinde Theutberga for at ægte sin Frille Waldrada,
førte Paven med Dygtighed og Held Dronningens retfærdige Sag. Han stod ogsaa
mod det byzantiske Riges Patriark, som uden Ret havde faaet denne Værdighed,
idet hans Forgjænger paa Grund af sin Nidkjærhed lovløst var bleven afsat as det
fordærvede Keiserhof; han seirede over oprørske Biskopper, der ikke vilde erkjende
ham som sit Overhoved, ja endog Hinkmar af Rheims, den mægtigste Kirkesyrste
i Frankrig, maatte efter et Sammenstød bøie sig for ham. Denne Pave var derhos
i Besiddelse af en sjelden Klogskab samt en Indsigt, der hævede ham over adskillige
af Tidens overtroiske Vildfarelser Hans Eftermand Hadrian 11 (867—872) var
75 Aar, da han blev Pave. Han høstede vistnok Frugter as sin store Forgjængers
Arbeide og nød af og til en Smule Opmærksomhed, men dette var dog af liden
eller ingen Betydning. Efter Hadrians Død blev Johan vJIl Pave mellem
872—882. Han var en ganske ung og ærgjerrig Mand med store Planer til Ud-
videlse af den geistlige og verdslige Magt. Ved Karl den Skaldedes Kroning
875 brugte han følgende Ord: »Efter guddommelig Ret og paa guddommelig Be-
faling« forlener Pavestolen Keiserkronen· Nogle Aar senere stillede han sig i Spidsen
for en Flaade, slog Muhamedanerne og befriede 600 kristne Slaver. Hans rastløse
Liv blev endt paa en voldsom Maade; nogle Sammensvorne dræbte ham paa en
Slægtnings Anstistelse.
J det 10de og første Halvdel af det 11te Aarhundrede er Pavedømmet dybt
sunket imoralsksHenseende Stefanus V1(896—897), som dukkede op af en sand
Mylder af Paver og Modpaver, lod Liget af sin afdøde Forgjænger Formosus
(—s 896) grave op, efterat det havde ligget over 8 Maaneder i Jorden, og stillede
det saa for en geistlig Domstol. Liget, der naturligvis ikke kunde svare, blev forhørt
og dømt; derpaa skar man tre Fingre af den døde Pave, hans Hoved blev afhugget
og Liget slæbt efter Fødderne gjennem Gaderne og kastet i Tiberen. Pavestolen
blev nu til en Bold i de romerske Partiers Hænder Under Indflydelse as vellystige
Kvinder steg den sorfærdelige Udartning til en saadan Høide, at man senere har
brændemærket en Del af denne Periode med Navnet Skjøge·regimentet. To
berygtede Kvinder, Theodora og Marozia, i Forbindelse med den fordærvede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
