Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Reformationens Forgjængere i Bøhmen - Hussiterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hussiterne. 47 5
Djævle og Jldsluer og bar Jndskriften »Erkekjætter«. Saa blev han ført til
Retterstedet. Han mistede dog ikke Modet, og hans fromme Bønner rørte Folket,
som fulgte ham. Bøddelen bandt Martyren til en Pæl og stablede Ved omkring
ham fra Foden lige til Ansigtet. En Bonde, som troede, han gjorde en god
Gjerning, kom med et Knippe Ved og lagde det paa Baalet· Huss saa smilende
paa ham og sagde: »O hellige Enfoldighed.« Det fortælles ogsaa, at han i sine
sidste Øieblikke skal have varslet: »Jdag steger J en Gaas (slavisk: Huss); men af
min Aske skal der opstaa en Svane, som J ikke skal kunne stege.« Veden blev
tændt, og da Flammerne slog ioeiret, hørte man, den døende raabte: »Kristus,
du levende Guds Søn, forbarm dig over migl« Da han var brændt,
kastede man Asken i Rhinen, forat der ikke skulde blive noget tilbage af Martyren,
som hans Tilhængere kunde ære. Dette skeede Aar 1415·
Huss havde i Prag en Ven ved Navn Hieronymus, som ligeledes hørte
til Wiklefs Tilhængere Han var kommen til Kostnitz for at forsvare Huss;
men da han saa, hvorledes man der gik frem, begav han sig paa Tilbageveien
Men underveis blev han fangen og ført til Byen igjen. Da han blev kastet i et
mørkt Fængsel og lænket med Fødderne til Muren slig, at han hverken kunde ligge
eller sidde, afsvor han baade Wiklefs og Huss’s Lærdomme i det Haab da at
blive fri. Men man holdt ham i ligesaa strængt Forvar som før. Da mandede
han sig op og forlangte at stilles frem for Kirkemødet. Hans Ønske blev opfyldt;
Hieronymus holdt derpaa en lang, ildfuld Tale, hvori han erklærede, at kun
Svaghed og Frygt for Døden havde bragt ham til at assværge sin Overbevisning
Han endte med de Ord: »Alt dette er skeet mod min Overbevisning Jeg tilbage-
kalder det hermed høitidelig og erklærer, at jeg hverken vil afstaa fra Huss’s eller
fra Wiklefs Lære. Paa den vil jeg leve og dø; jeg tror, hvad de tror, og
forkaster, hvad de forkaster. Disse gudfrygtige Mænd har med god Grund skrevet
mod Presternes skammelige og fordærvelige Liv og angrebet Eders falske Lærdomme
og Misbrug. Fra denne Bekjendelse vil jeg ikke vige, endskjønt jeg ved, at J vil
dræbe mig derfor.« Saa blev han dømt som Kjætter. JAaret1416 led han Flamme-
døden paa samme Sted, hvor Huss var brændt. Da Boddelen for at skaane ham
vilde tænde Jlden bag hans Ryg, sagde han: »Kom bare foran- jeg frygter ikke «
Da Flammerne steg høit, bad han: ,,Herre forbarm dig over mig, og tilgiv mig mine
Syndert« Ogsaa hans Aske blev samlet op og kastet i Rhinen.
Hugsiterne
Wa Huss’s Venner i Bøhmen fik høre, at deres elskede Lærer var myrdet,
· » 3 blev de grebne af Forbittrelse De samlede sig i Bethlehemskirken
s og erklærede den henrettede for en Martyr. Omtrent 60 anseede bøhmiske
———·l og mæhriske Mænd forenede sig og skrev følgende tilKonciliet i Kostnitz:
,,J har skjændig henrettet Johan Huss, en Ordets Forkynder, uden at for-høre
ham, til Skjændsel for vort Fædreland Vi forsikrer offentlig, at hin Mand aldrig
har lært noget urigtigt, og erklærer enhver, som kalder os Kjættere, for en neder-
drægtig—Skurk, Kjætter og et Djævelens Barn. Hævnen overlader vi til Gud, men
vi vil indtil Blodet forsvare vore Prædikanter." Mødet svarede med Banbulle og
Trudsler, hvilket endnu mere Vgede Uviljen og Harmen Hussiterne sluttede sig
derpaa sammen til et Forbund, der skulde forsvare den rene Lære med Liv og Blod.
Til Anfører valgte de den enøiede Johan Ziska, Skatmester ved Hoffet.
Han var ved denne Tid seksti Aar gammel, men havde bevaret Ungdommens Jld
i Forening med en jernhaard Daadskraft og klippefast Jhærdighed. Nidkjærhed for
Religionen var hos ham nøie forenet med bøhmisk Nationalstolthed Han omtales
som en krigskyndig, rastløs og dristig Mand, der var en Skræk for Fienderne, men
blev af sine egne anseet for en Dommer i Israel, som Gud havde sendt. Under
jL
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
